Maja Golles
Dagen 22. august kommer først og fremmest til at stå i de unge hoppers tegn. Mere end 75 hopper bliver fremvist på dagen, de fleste i dressur under rytter. Mens de springbetonede hopper også vil blive vist i løsspringning i ridehuset. Der er også mulighed for at se 2-års hopper blive løssprunget. Kataloget lover godt. Det er en af de stærkeste årgange af unge hopper, der præsenteres i Vallensbæk. Et utal af hopperne har medalje- og elitehopper i afstamningen. Et udslag af at Dansk Varmblod for 6 år siden begyndte at specialisere avlen, og nu skelner skarpt mellem spring- eller dressurbetonede hopper på kåringspladserne. Det slår nu for alvor igennem i de afstamninger, der præsenteres til hoppekåringen. En af de hopper, det bliver spændende at følge, er hoppen Jakas Lucia, der er ud af en ganske særlig stamme. Ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning blev en helbror til hoppen kåret. Hingten hedder Jakas Don Lux, og begge heste er opdrættet af Karina og Jan Kofoed-Nielsen i Munke Bjergby ved Ringsted. Men afstamningen alene gør det ikke. Hopperne skal aflægge en rideprøve og bedømmes på deres udseende, så der er mange faktorer, der gør sig gældende, før rosetterne deles ud. Hoppekåringen er traditionelt et arragement, der trækker mange avlere – men også ryttere til. Her får man nemlig en god fornemmelse af, hvordan den moderne ridehest skal se ud, og hvad dommerne lægger vægt på i bedømmelsen af både eksteriør og rideegenskaber. En del af de fremstillede hopper er tilmed til salg, så hvem ved? Måske er der mulighed for at gøre en god handel og erhverve sig sin kommende avlshoppe eller ridehest. Sadelkåringen starter kl. 8, og finalen om dagens bedste hoppe er kl. ca. 17.30. Som tilskuer er der også mulighed for at få en præmie med hjem, da der bliver trukket lod om en flot præmie på entrebilletten, der er købt på dagen. (Pressemeddelelse)