Trine Askjær-Jørgensen
I maj måned i år meddelte Blue Hors og Kristian Würtz Green, at den unge dressurrytter skulle starte i den store uddannelsesstald og stutteri den 1. september 2022. Nu melder 20-årige Kristian så ud på sin Instagram-profil, at han har valgt at stoppe på stedet indenfor sin prøveperiode.
– Blue Hors er informeret om, hvorfor jeg stopper, så der er egentlig ikke så meget mere at sige til det. Hvad jeg skal, kan jeg ikke sige endnu. Jeg tager det stille og roligt. Jeg vil 100% sikkert blive i ridesporten, for jeg elsker at arbejde med heste og at stå op hver dag og ride. Det er bare en kæmpe fornøjelse. Jeg vil bare ud at dygtiggøre mig. Det er min plan sådan umiddelbart, men hvad fremtiden præcist bringer, er for tidligt at sige, fortalte Kristian, da vi fangede ham på telefonen. Han sagde op tirsdag i sidste uge, men har netop flyttet sin hest og sine ting hjem til Ringkøbing i går efter at have redet dressurfestivalen på stedet.
Blue Hors skriver følgende på deres sociale medier:
"Kristian Würtz Green har siden 15. august 2022 været ansat som rytter på Blue Hors.
Kristian har meddelt, at han ønsker at fratræde sin stilling indenfor prøveperioden. I den forbindelse ønsker vi at takke Kristian for hans kompetente bidrag som rytter, som vi har været særdeles tilfredse med. Vi ønsker Kristian alt det bedste fremover og ser frem til at møde ham igen ude på ridebanerne".
Blue Hors henvendte sig i sin tid til Kristian og tilbød ham et job som rytter i sportsafdelingen på stedet. Her fik han et par håndfulde heste, han skulle være ansvarlig for uddannelsen af. Samtidig tog han sin egen hest Bovbjergs Zhivago e. Blue Hors Romanov/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Hanne Damgaard og Leif Bovbjerg Jensen) med, som han længe har haft rigtig meget succes i sadlen af.
Rykker op i niveau
Kristian har i den forgangne weekend redet flotte resultater hjem til Dressurfestival på Blue Hors. Sammen med Bovbjergs Zhivago red han i weekenden sin første internationale, 3-stjernede lilletur. Med henholdsvis en fjerde- og femteplads i Prix Sct. Georges og Intermediare I må det siges at være en godkendt debut.
Udover succes i sadlen på sin egen hest har vi den seneste tid fået Kristian at se i sadlen på den erfarne Grand Prix-vallak Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II, hvor den unge rytter fået mulighed for at øve sig på det næste niveau. Han var således for ganske nyligt til start ved Ecco Cup-kvalifikationen på Heslegård Sportsrideklub i U25-klasserne. Her blev ekvipagen nummer tre i Intermediare II og nummer to i U25-Grand Prix.
Se Kristians Instagram-opslag: