Blue Hors Zack får flest føl i år

23-02-2014 10:38
Avl

Den hollandskfødte hingst Blue Hors Zack blev igen i 2013 bedækningstopscorer, og sammen med sine sønner står han for over en fjerdedel af bedækningerne i Danmark

Copyright Ridehesten.com

28% af bedækningerne i Dansk Varmblod i 2013 gik til Blue Hors Zack og hans sønner Sezuan (Helgstrand Dressage), Blue Hors Zatchmo og Zodiac (Katrinelund), der står for 582 af de i alt 2086 bedækninger. Det kan man se på bedækningstallene, der er offtentliggjort i magasinet Ridehestens fabruarnummer.

Blue Hors Zack selv var med 205 bedækninger den mest benyttede hingst og må dermed formodes at være den hingst, der bliver far til flest DV-føl igen i 2014, hvor han altså også er den, der bliver farfar til flest føl. Mon ikke også han er blandt de hingste, der vil optræde som morfar til flest føl i 2014. I hvert fald tæller hans første tre følårgange nu mange kårede hopper, hvor en stor del er indsat i avlen.

Da Blue Hors Zack e. Rousseau / Jazz for syv år siden blev importeret til Danmark repræsenterede han blodlinjer, der ikke var særlig udbredte i den danske dressurhesteavl. Det har sidenhen ændret sig, og der importeres stadig en del Jazz- og Ferro-blod. Til Dansk Varmblods hingstekåring i år har Blue Hors Zack fem sønner udtaget til 3-års holdet, hans far Rousseau har én søn udtaget, ligesom Rousseau-sønnen Ampere har to sønner udtaget. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner