Kom til Hubertusjagt i Dyrehaven

01-11-2007 20:43
Hvert år siden klubbens stiftelse i år 1900 har Sportsrideklubben afholdt sin traditionsrige Hubertusjagt den første søndag i november som en afslutning på jagtsæsonen. Starten på jagten går fra Peter Lieps Hus kl. 10.00 på søndag den 4. november.

I selve Hubertusjagten deltager ca. 120 voksne ryttere og ca. 40 ponyryttere. Søndagen før Hubertusjagten, bliver det på årets næstsidste jagt på Ledreborg Slot offentliggjort, hvem der er kvalificerede til at ride med i Hubertusjagtens opløb. Udvælgelsen foregår således, at de 30 ryttere, der har fuldført flest jagter i årets løb, inklusive rævehalejagten, kan være med i opløbet. For ponyrytternes vedkommende har de 15 ryttere der har fuldført flest jagter igennem året, inklusive ponyrævehalejagten, lov til at ride opløb. I år vil der endvidere deltage ryttere fra både Irland og Sverige. Starten på jagten går fra Peter Lieps Hus kl. 10.00, efter at master har præsenteret officials og givet feltet instruktioner om jagtens forløb. Når feltet har været igennem bl.a. Ulvedalene og Grusgraven, der begge har forhindringer med dyb landing, slutter 1. etape ved Eremitageslottet ca. kl. 10.50. Efter en pause på ca. 15 minutter fortsætter jagten, og ved slutningen af 2. etape kommer rytterne til det spændende udspring i Magasindammen (forhindring nr. 31). Hubertusvinderen bliver fejret ved den store Hubertusfest på Den Kongelige Skydebane, Sølyst, Klampenborg, om aftenen, hvor vinderen ved en traditionsrig ceremoni får overrakt Hubertuskæden, der bærer samtlige Hubertusvinderes navne og årstal for deres sejr. Blandt favoritterne til opløbet for de store heste kan nævnes Lotte Vincent Holm på Princess, Henrik Boldt på Magic, Lars Halkier på Bella og Henrik Friis på Cortez. Outsider er Jeanette Haugaard på Apollo. I år er det dog meget åbent, idet fuldblodshesten ikke kan deltage. Fuldblodsheste kan kun deltage hvert andet år, i lige årstal. For ponyfeltet er favoritterne Anna Emile Berthelsen på Firhøjs Pawo, Malene Møller på Lotus og Regitze Olsen på Emma.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner