Hubertusjagt i Dyrehaven 2011

01-11-2011 13:10

Signe Wiese

160 jagtryttere er til start ved den traditionsrige Hubertusjagt i Dyrehaven, der løber af stablen på søndag den 6. november, med start kl.10.00 ved Peter Lieps Hus

Siden Sportsrideklubbens stiftelse i år 1900 er der hver den første søndag i november blevet redet Hubertusjagt i Dyrehaven. Denne begivenhed har igennem årene udviklet sig til en traditionsrig skovtur for op imod 40.000 tilskuere som mødes med familie og venner til en spænende dag i den smukke efterårsskov. Mange tilskuere oplever rytterne i flotte og dramatiske udspring over grøfter, lange svæv i luften på dybe landinger og ikke mindst udspringet i Magasindammen, hvor forventningerne er at en eller flere ryttere må tage sig en dukkert i det kolde mudrede vand. Især i år er der ekstra meget vand i den ”uhyggelige” dam, som er frygtet af alle rytterne. Også ruten rundt i skoven er i år en ekstra udfordring på grund af den våde sommer. Enkelte dele af ruten er omlagt for at finde så optimale forhold som muligt for hestene. For jagtrytterne er Hubertusjagten afslutningen på en sæson, som er startet i begyndelsen af april med jagter i Dyrehaven, i de Sjællandske skove og på Godser, samt tre jagter på Mors i september måned, ialt 24 jagter. Hver jagt er en del af kvalifikationen til at måtte ride det afsluttende opløb på Hubertusjagten. Det er de 30 heste og 15 ponyer, som i løbet af sæsonen har kvalificeret sig til at måtte ride det for heste 800 meter , og for ponyer 600 m lange væddeløb, som afgør hvem der bliver årets Hubertusvindere. Når de hurtigste ryttere har passeret målstregen, er der præmieoverrækkelse på Eremitageslottets trappe. Her modtager Hubertusvinderen Prins Henriks ærespræmie samt Sportsrideklubbens æresdækken. I år er det Hans Kongelige Højhed Prins Henrik selv, der overrækker ærespræmien og lykønsker de øvrige placerede ryttere. Hubertuskæden overrækkes på trappen til den vindende ponyrytter, af sidste års vinder Sandra Winther og vinderen af hesteopløbet får sin kæde overrakt søndag aften ved en gallafest. Starten på jagten går fra Peter Lieps Hus kl. 10.00, efter at master har præsenteret officials og givet feltet instruktioner om jagtens forløb. Herefter rider feltet igennem bl.a. Ulvedalene og Grusgraven, der begge har forhindringer med dyb landing, og 1. etape slutter ved Eremitageslottet ca. kl. 10.50. Efter en pause på ca. 15 minutter fortsætter jagten, og ved slutningen af 2. etape kommer rytterne til det spændende udspring i Magasindammen (forhindring nr. 32). Jagten er 13 km lang og undervejs skal der passeres 34 forhindringer. Selve jagten slutter igen ved Eremitageslottet, og opløbsrytterne rider derefter mod Hjortekær og den gamle galopbane, hvor væddeløbet starter. Ruten og forhindringernes placering kan ses via link til højre. Kilde: Pressemeddelelse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner