Liv Haumann Madsen
Vi er nået til en tid på året, hvor vi forhåbentligt har kort udsigt til varme solskinsdage og lyse aftener. Det er blevet forår, så flere og flere heste bliver lukket på døgnfold og sommergræs. Her kan hestene gå ude døgnet rundt.
Det er en god idé at lave en glidende overgang fra boks til døgnfold, hvis der er meget græs på døgnfolden. Indgræsning er en god måde at forebygge forfangenhed, som er en almindelig men alvorlig hestesygdom, der oftest opstår hvis hesten foræder sig. Det er en god idé, også at være opmærksom på, om hesten er dækket ind på de nødvendige vitaminer og mineraler, som den ikke får gennem græsset. Det kan være hårdt for hestens mave at vænne sig til at gå fra wrap eller hø, til græs.
Hvis det er varmt og tørt, kan hesten også nemt få tørre hove. Det er vigtigt for en velfungerende hests præstation og velfærd at have en ordentlig hovkvalitet, og det kan biotin hjælpe med. Hovolie kan også være en fordel, men husk at vand og olie ikke kan blandes. Hvis hestens hove er meget tørre, kan hovolie virke som en barriere mod fugt, og have modsat virkning end vores ønske om at få tildelt fugt til hoven. Nogle heste har derudover også en sart hud, ofte er især lyserøde muler og lyse aftegninger udsat for solskoldethed. Solskoldethed kan forebygges med solcreme, gerne én, der er vandfast og uparfumeret.
Det lune vejr fører til flere insekter, som er til provokation for dyr såvel som mennesker. Nogle heste er meget generede af insekter, mens andre knapt nok reagerer på dem. Nogle heste udvikler også sommereksem grundet en allergisk reaktion på mitters spyt. Der findes mange forskellige produkter til at forebygge insekter på foldene. Man kan købe insektspray, særligt lim eller tape og insektfangere. Flere vælger at lave deres egen insektspray, da det er billigere end at købe i rideudstyrsbutikker.