Christine Krogh Frausing
Skribent
To gange tidligere har der været afholdt DRF-mesterskab i disciplinen TREC, men i 2021 bliver det et rigtigt Danmarksmesterskab for medlemmer af TREC Danmark, skriver TREC Danmark i en pressemeddelelse.
Foreningen TREC Danmark, der opstod, da DRF nedlagde TREC, har - som så mange andre sportsgrene - lidt under Covid-19 nedlukning af samfundet, men nu er der fuld fart på igen. Rytterne higer efter at komme ud på banerne og i naturen, og der har været afholdt flere velbesøgte TREC stævner specielt i Nordsjælland, hvor den største koncentration af TREC ryttere findes.
Fine faciliteter laaaangt ude på landet
Brogården ligger uden for Farre nær Give i Midtjylland, og er valgt som vært for DM, fordi den nok har Danmarks største og flotteste permanente terrænbane med mere end 60 forhindringer fordelt på de cirka 20 tdr. land sandjord. Ligesom det store opland med mange mindre grusveje giver fin mulighed for at tilrettelægge orienteringsridtet fra 5 kilometer i de mindste klasser op til de ca. 25 kilometer i DM klassen.
Kom og prøv TREC på DM banen
TREC Danmark oplever en stigende interesse for at ride TREC, dog kniber det lidt med at få de mange begejstrede ryttere til at tilmelde sig og deltage i konkurrencer. Så for at give interesserede mulighed for at prøve at ride de forhindringer, som også anvendes under selve DM, afholdes der træninger op til selve stævnet .
– Fra vi åbnede banen for nogle få år siden, har vi udviklet og udvidet år efter år. Vi etablerede eksempelvis i vinters en ny bane på en af vores græsfolde, og den er nu integreret som en permanent del af den eksisterende terrænbane samme med flere nye forhindringer og en ny 150 meter bane til gangartstest, udtaler Annalise Teglgaard fra TREC Danmark.
Start konkurrence uden medlemskab
Det er muligt at starte i stævnernes begynderklasser, uden at rytter skal være medlem af TREC Danmark.
– Som erfaren konkurrencerytter fra både dressur og distanceridning ved jeg, hvor vigtigt det er, at man kan træne optimalt op til konkurrencer - og gerne i konkurrencelignende omgivelser, og uden at det koster "en bondegård". Derfor satser vi på et nyt koncept med "Træn om formiddagen og bliv bedømt om eftermiddagen", og prøve konkurrencedeltagelse uden medlemskab. På den måde kan stort set alle ekvipager deltage, uden den store risiko for at gør noget forkert, siger Annalise Teglgaard.
Læs mere om TREC Danmark og de mange tilbud, og link til baner og inspirationsvideo her
//Pressemeddelelse