Kjellerup Sportsrideklub tog sejren

02-09-2024 20:47

I går blev fjerde og sidste kvalifikation af Walber Cup 2024 afholdt hos Han Herred Hestesportsklub. Dermed er det nu fastlagt, hvilke klubhold, der har kvalificeret sig til finalen, der løber af stablen hos Sportsrideklubben fra den 13.-15. september

Copyright Ridehesten.com
Kjellerup Sportsrideklub kunne tage fra sidste kvalifikation med hele 58 point, og er altså dermed det hold, der har samlet flest point over de fire kvalifikationer. Foto: Privat.

Dette års Agria DRF-mesterskab i klubholdspringning, bedre kendt som Walber Cup, er ved at være nået sin ende. Tolv håbefulde klubber var tilmeldt dette års Walber Cup, for i løbet af udendørssæsonen at indsamle nok point til at kvalificere sig til finalen. I går blev fjerde og sidste afdeling af Walber Cup afviklet hos Han Herred Hestesportsklub, og her var der altså noget at ride om. Sidste afdeling gav nemlig 1,5 gange point, og derfor kunne vinderen af denne kvalifikation lægge hele 30 point til deres slutresultat

Efter hver kvalifikation er holdene blevet tildelt point efter placeringsrækkefølgen, men efter kvalifikationen i går, blev placeringsrækkefølgen altså vendt op og ned. Inden i går, lå Fyens Rideklub nemlig i spidsen af konkurrencen med hele 57 point. Andenpladsen var besat af Sydvestfyns Rideklub med 33 point, mens Lykkegaard Sportsrideklub og Sportsrideklubben lå side om side på tredjepladsen med 30 point. 

Copyright Ridehesten.com
Sascha Meldgaard Mortensen og Newlands Dzeko. Foto: Privat.

I går var fire ud af de tolv hold til start hos Han Herred Hestesportsklub, nemlig Riders Cup, Sydvestfyns Rideklub, Bryndumdam Rideklub og Kjellerup Sportsrideklub. Sidstnævnte gik også med sejren, da holdet endte på i alt 12 fejl og dermed vandt de altså sidste kvalifikation og ekstra 30 point til deres endelige resultat. Holdet fra Kjellerup Sportsrideklub bestod af Sascha Meldgaard Mortensen på Newlands Dzeko e. Diarado/ Casir Ask, der red en flot fejlfri runde, Frederikke Dam på Jello Capitol e. Furiel/ Glasgow-W VH Merelsnest, der havde et enkelt nedslag og Jack Ray Nielsen på Raypawers Narrado e. Nabab De Reve/ Corrado I, der kom i mål med 8 fejl. 

Copyright Ridehesten.com
Frederikke Dam på Jello Capitol. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

Dermed blev det også klart, hvilke otte hold, der har kvalificeret sig til finalen, der afholdes i Bernstorffsparken hos Sportsrideklubben om mindre end to uger, nemlig fra den 13.-15. september. Kjellerup Sportsrideklub formåede nemlig at opnå flest point efter alle kvalifikationer, da de kunne tage fra Han Herred Hestesportsklub med i alt 58 point. Lige efter ligger Fyens Rideklub og derefter kommer Sydvestfyns Rideklub.  

Fakta
De har kvalificeret sig til finalen
  1. Kjellerup Sportsrideklub
  2. Fyens Rideklub
  3. Sydvestfyns Rideklub
  4. Riders Cup (hold 2)
  5. Lykkegaard Sportsrideklub
  6. Sportsrideklubben
  7. Østsjællands Rideklub
  8. Slagelse Rideklub
Fold up

Finalisterne er hermed fundet, og der bliver uden tvivl spænding i Bernstorffsparken, når de otte hold skal ride om titlen som dette års danmarksmester for klubhold. 

Se stævnets resultatlister her.

Copyright Ridehesten.com
Jack Ray Nielsen på Raypawers Narrado. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen.

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner