Kirk Kristiansen sælger Wellington-ejendom

23-04-2018 14:24

Camilla Tiefensee Schrøder

Thomas og Signe Kirk Kristiansen har solgt deres hesteejendom i Wellington til Louise Leatherdale

Copyright Ridehesten.com
Thomas Kirk Kristiansen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Thomas Kirk Kristiansens hesteejendom ved Garden Point Trail i Wellington, Florida til en værdi af 5,9 millioner dollars er blevet solgt til Louise Leatherdale, rapporterer Eurodressage.

Den danske lego-arving og hans kone Signe Kirk Kristiansen købte ejendommen tilbage i 2014 for 5,4 millioner dollars ifølge Sydfloridas ejendomsnyhedsmagasin The Real Deal.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Parret besluttede sidste år at lukke stutteriet Kirk Arabians, som de havde drevet siden 2007.
Beslutningen om at lukke Kirk Arabians skyldtes, at de gerne vil kunne bruge mere tid på andre områder, fortalte Signe Kirk til Ridehesten i december:
- Thomas har de senere år haft sit primære fokus på familiens andre virksomheder, og jeg vil gerne fokusere mere på fondsarbejde og diverse andre bestyrelsesposter. Vi vil dog fortsat have enkelte heste i privat regi, og jeg vil fortsat ride konkurrencer, lød forklaringen.

Køberen er velbevandret i Herning
Louise Leatherdale har flere gange været gæst ved Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning, hvor hun også tidligere har fået flere af sine hingste kåret sammen med sin nu afdøde mand, Doug Leatherdale, der gik bort i 2015.

Louise og Doug Leatherdale blev for alvor kendte i hesteverdenen, da de købte fløjhingsten His Highness for prisrekord på hingsteauktionen i Verden. His Highness, der nåede at blive uddannet til S-dressur inden sin alt for tidlige død, stod hos den tyske hingsteholder Jens Meyer, hvor også parrets andre hingste har stået til avlstjeneste.

I dag ejer hun bl.a. hingsten Damsey e. Dressage Royal/Ritual, som rides af den tyske Grand Prix-rytter Helen Langenhanenberg. Hun sponsorerer desuden canadiske Diane Creech og har sin egen avlsfarm i Minnesota.
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner