Kender du hestens godbidder?

19-10-2013 06:58

Der er sket meget med udviklingen og udvalget af godbidder til heste gennem årene, men kender du de nye typer godbidder lige så godt som de gode gamle gulerødder og æbler?

Copyright Ridehesten.com

Engang brugte man gulerødder, æbler og brød, når hesten skulle have en godbid. I dag er udvalget enormt af bagte, fabriksfremstillede godbidder i forskellige smagsvarianter og med forskellige indholdsstoffer. I USA alene er der mere end 50 firmaer, der producerer kommercielle godbidder til heste.

Ingredienser
Mange af ingredienserne i de fabriksfremstillede godbidder er magen til dem, man finder i hestefoder, som havre, majs, byg, roe, hvede, hør, rug, ris og alfalfa. Til at søde godbidderne og give dem smag benyttes fx æble, gulerod, rosin, melasse, sukker, pebermynte og kanel. Dertil findes der i flere produkter ingredienser som mineraler, urter, salt, hvidløg, rosmarin, tang og ølgær. I mange godbidder er der også tilsat vitaminer og andre næringsstoffer, som vitamin A, B12, D3, E og K, samt ascorbinsyre, folinsyre, niacin og zinkoxid. Er din hest overfølsom over for særlige ingredienser, så tjek altid indholdsfortegnelsen. Endnu nogle godbidder siges at styrke hesten appetit og/eller understøtte sundheden i fx led og hove. Disse indeholder ofte fx glucosamin, chondroitinsulfat, biotin og methionin.

Hjemmelavede godbidder
Du kan finde mange opskrifter på hjemmelavede godbidder i bøger og på nettet, og en af fordelene ved at lave dine egne godbidder er, at du så ved nøjagtigt, hvad de indeholder og kan undgå fx sukker eller andet, som du måske ønsker din hest skal undgå.

Hjælper godbidder hesten?
Der er lavet studier, hvor man har set på hunde og menneskers evne til at optage flere af de særlige næringsstoffer, men ingen fyldestgørende med heste, og da heste optager disse stoffer på en anden måde, kan man endnu ikke sige noget præcist om hestes evne til at optage de særligt tilsatte næringsstoffer i fx godbidder. Dog virker mange hesteejere og dyrlæger til at tro, at produkterne virker ud fra personlige erfaringer.

Godbidder og doping?
Som med alt andet, der gives til heste, bør hesteejere også være opmærksomme på indholdet i godbidder. Fx kan visse ingredienser givet i særlige mængder slå ud i en dopingtest i forbindelse med stævnedeltagelse.

Sukker
Mange heste elsker sukkerknalder eller andre sukkerholdige godbidder, men du bør være forsigtig med at give heste sukker, særligt i større doser. Sukkeret kan både være dårligt for hestens generelle helbred (overvægt mv.) og dens tænder, så ofte er det bedre at give den fx æbler og gulerødder eller godbidder, der indeholder disse eller andre søde indholdsstoffer.

Er godbidderne friske?
Som med alt andet, bør du holde øje med, hvor længe godbidderne kan holde sig, for det kan være svært selv at bedømme, om godbidderne er friske eller for gamle.

Smag og behag
Heste har, som mennesker, individuelle præferencer når det kommer til smag og tekstur. Nogle foretrækker knasende, bagte godbidder, mens andre foretrækker bløde og saftige. Mange hesteejere foretrækker de bagte godbidder, da de kan være lettere at håndtere end fx æbler og gulerødder.

Kilde: The Horse

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner