Kasper har hesten til OL 2024!

13-10-2018 17:57

Britt Carlsen

Kvaliteten blandt de 4-årige heste er tårnhøj i Dansk Ride Forbunds springchampionat powered by PAVO – og i Katrinelund Satisfaction har Kasper H. Hansen en hest, der kan bringe ham til OL, mener landstræneren

Copyright Ridehesten.com
Kasper H. Hansen og Katrinelund Satisfaction.

Efter tre eller fire dages springning på Blue Hors var der enkelte af de 4-årige heste, som var lidt trætte i kroppen i dagens finale, men omvendt, så var der en meget sikker top af høj, høj kvalitet, som bragte jublen og smilet frem hos publikum, men også stildommerne Bo K. Møller, Lorenz Linnet og Kenneth Ernst var særdeles begejstrede over kvaliteten i holdet. Finalen for de 4-årige heste er sponsoreret af World Cup Herning.

Kasper H. Hansen har købt Katrinelund Satisfaction e. Sandro's Adel i ugen op til championatsfinalen hos opdrætteren Ib Kirk, Katrinelund på Mors, og det har i høj grad været et godt køb. Hingsten, der har bestået materialprøve, men ikke er kåret, sprang med enormt overskud og overblik, en rigtig flyvemaskine af høj kvalitet.  Landstræner Bo K. Møller har sat et ambitiøst mål for landsholdet – fuldt springhold ved OL i 2024 – og han indledte sin karakteristik af parret ved at sige: 2024 det er det, vi vil – til OL i 2024, og Kasper har en hest, der kan bringe ham dertil! Og så fik han et 9-tal. 

Stutteri Ask's kårede hingst Action Man Ask Z efter Action-Breaker fulgte godt med, han viste masser af kapacitet under Søren Møller Rohde, og et stort overskud, som kan bringe parret langt, og her må være potentiale til at følge med Kasper til Paris i 2024 – dommerne gav parret 8,7.

Torben Frandsen kom på banen som nr. to af et finalefelt på 20, og med Elmegårdens Dakota e. Bøgegårdens Dicapo/Catoki (opdr. Maria og Martine Schnoor) satte han sine kolleger under pres med en meget sikker runde, hvor hingsten, der tidligere har været fremstillet til kåring i Dansk Varmblod, kvitterede ved at springe med stort overskud, fuldt fokus og stor ridelighed til 8,5.

Se resultatet af klassen HER

Læs mere om championatet i magasinet Ridehesten

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner