Kasper H. Hansen har solgt Zero K

04-10-2023 15:25

Annika Knudsen Lorentsen

For en måned siden deltog Kasper H. Hansen ved EM i Milano med hesten Zero K. Nu har han netop offentliggjort salget af den velspringende 9-årige Dansk Varmblodshoppe

Copyright Ridehesten.com
Kasper H. Hansen med Zero K ved DM i år. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

En stærk dansk ekvipage er ikke længere aktuel, da Kasper H. Hansen har solgt sin EM-hest Zero K e. Kannan/ Robin Z II (opdr. Eskild Black Pedersen og Søren Knudsen). Det fortæller han i et opslag på sin Instagram, hvor han understreger, at det er en af de hårde farvel. 

Zero K er danskavlet, og Kasper købte hende tilbage i 2020 af sin gamle træner Søren Knudsen, som er en af avlerne bag hoppen. Siden har han bygget hende op igennem klasserne, og det kulminerede med en udtagelse til og deltagelse ved EM i Milano.

Copyright Ridehesten.com
Kasper H. Hansen med Zero K under vettjek ved EM 2023. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

Zero K er blot 9 år, og hun var derfor blandt de yngste heste ved mesterskabet, og det er naturligt, at hun er blevet en efterspurgt hest på markedet efter dette. Foruden EM har ekvipagen desuden repræsenteret Danmark med succes ved Nations Cup-stævner flere gange i år, blandt andet ved det 5-stjernede stævne i hollandske Rotterdam.

Copyright Ridehesten.com
Kasper H. Hansen med Zero K ved EM i Milano 2023. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen

I stalden har Kasper flere talentfulde heste på vej op, og han har allerede flere heste, som har konkurreret i de højeste springklasser både nationalt og internationalt. 

Se Kaspers instagram-opslag omkring salget nedenfor.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner