Britt Carlsen
Kasper H. Hansen vandt det danske juniormesterskab i 2009, sidste år måtte han tage til takke med bronze. I år kom han stærkt igen i mesterskabet for ungryttere. Kun to ryttere formåede at ride de indledende to runder fejlfrit Kasper H. Hansen og Maja Juhl Sørensen. Dog var der flere ryttere som bejlede til mesterskabstitlen, idet Monica Bugge Skibsted stod noteret for en fejl inden den afgørende sidste runde og efter hende fulgte Sashia Astrup Jensen/Chesmo med fire, Anne Line Knudsen/Lanusca med fem og Dorte Dahlmann Olsen/C.Itti med seks fejl. Dorte leverede en flot afsluttende runde, flydende og sikkert, dog ikke så hurtigt, idet hun blev noteret for en enkelt tidsfejl. Det fik dog ingen betydning for hendes endelige placering, idet Anne Line Knudsen og Sashia Astrip Jensen begge blev noteret for et nedslag, Monica og Quwita B røg helt ud af topkampen, da hun til sit ene fejlpoints måtte se resultattavlen lyse med 8 fejl for den sidste runde. Kasper H. Hansen og Cantando Lyngriis var føst på banen af de to fejlfrie. Han fik givet publikum åndenød, da han red meget tæt på en lodret, der dinglede i holderne, men han klarede frisag, og resten af banen gennemførte han i sikker stil, og galoperede fejlfrit i mål indenfor tiden. Det satte Maja Juhl Sørensen under maksimalt pres, da hun med en fejlfri runde på Gammelbys Chatel kunne sikre sig en omspringning mod Kasper om guldmedaljen. I lighed med første runde red hun frisk til banen rundt, og Chatel kvitterede ved at suse fejlfrit lige indtil den næstsidste forhindring, en stor oxer, som Quebec-datten slog ud af holderne. Guld til Kasper H. Hansen, sølv til Maja Juhl Sørensen og bronze til Dorte Dahlmann Olsen. - Et godt mesterskab med den rigtige vinder, var landstræner Michæl Aabos umiddelbare reaktion på resultatet af ungrytternes mesterskab. Mesterskabet ligger perfekt for landstrænerne, idet de kan bruge resultaterne herfra, når de skal stille hold ved NM og EM for de unge rytteres vedkommende, og for seniorerne gælder det foruden de internationale mesterskaber og chancen for at ride sig på holdet til Nations Cup. I morgen søndag er det finaledag hos Schou & Skouboe, her afvikles mesterskaber for Chrildren, Juniorer og seniorer på det smukke anlæg.