Lars Mars
Uanset om det går dig godt eller ”knap så godt”, er det en megagod egenskab at kunne glæde sig på andres vegne. Det har en stor positiv påvirkning i hjernen. Det skaber både ro og overskud, når vi kan rumme andre mennesker, deres glæde og succes.
Hvis vi er lidt for fokuserede på os selv, kan vores hjerne meget let blive lidt for selvoptaget og lidt for egoistisk, og så kan det være svært at håndtere, hvis andre præsterer bedre, eller hvis noget ikke går, som ønsket.
Det er sundt for vores hjerne at kunne glæde sig over det, andre kan
Når vi kan glæde os over andres succes, påvirkes vores egen hjerne automatisk med glæde – på samme måde som hvis det er en selv, der lige har gjort ”det”. Det skaber en god mental balance i hjernen til både at kunne hjælpe sig selv og ponyen/hesten på bedste vis.
Vores hjerne bliver god til det, vi påvirker den med
Det kan være svært at opdage, hvis man er havnet i en ”knap så god” tankegang. Den kan ofte være opbygget stille og roligt over en lang periode, og pludselig fylder den negativt og stresser bevidst eller ubevidst i hjernen. Det kan både påvirke ridningen og hverdagen.
Der er bestemt ikke noget forkert i, at vi gerne vil præstere bedst muligt og at søge de bedste resultater, men det påvirker bare vores hjerne negativt, hvis vi bliver misundelige på, at andre præsterer bedre end en selv, eller hvis vi føler, det er uretfærdigt, hvis det ikke går "som ønsket” – så kan vi let føle, at det er ”synd for os”.
Jeg hjælper ofte ryttere, både unge og voksne, der er havnet i en ”knap så god” tankegang. Jeg hjælper bl.a. med at få skabt nye konstruktive handlingsmønstre, både til accept på forskellige situationer i et konkurrence-miljø, og vi arbejder med at skabe nye kompetencer til at håndtere forskellige situationer. På den måde får vi skabt ro og overskud i hjernen.
Det hele hænger sammen og har en stor effekt på hinanden
I en koncentrationssport som ridningen, hvor små marginaler har en stor betydning, er det en stor fordel at være i mental balance, så der ikke er unødige tanker, der fylder, eller som vi prøver at undgå.
Jo færre negative ting, der kan ligge og lure i hjernen, og som er klar til at springe frem, hvis vi bliver lidt ”usikre”, eller hvis noget ikke lige går som ønsket, jo bedre kan vi fokusere på at skabe den bedste trivsel, den bedste udvikling, de bedste præstationer og de bedste oplevelser, både i hverdagen og til ridningen.
Vores mentale indstilling
Har en kæmpestor betydning for vores indgangsvinkel til det, vi skal i gang med, uanset om det drejer sig om ridning, hverdagen eller skole/uddannelse/arbejde.
Fokuserer vi mest på: Glæden, god forberedelse, fokus på alt det, vi kan, at skabe god viden osv., eller fokuserer vi mest på: Frygten for at lave fejl, frygten for at blive nervøs, frygten for ikke at være god nok i forhold til dem, man sammenligner sig med osv.
Sammenligning
Vi sammenligner os konstant med andre, i alle situationer, bevidst eller ubevidst, og vi er hurtige til at vurdere, hvem vi ”burde” få bedre resultater end.
Det kan gøre helt ondt og føles uretfærdigt, hvis ”de” får bedre resultater i forhold til en selv, fordi man vil bare så gerne være den/en af dem med de bedste resultater.
Vi kan heldigvis lære at sammenligne os med andre på en konstruktiv måde, så det bliver lærerigt, i stedet for at skabe ”frygt” og stress i hjernen.
Nogle er ikke tilhængere af, at man sammenligner sig med andre, men det er altså vores natur at sammenligne os med andre. Helt fra vi bliver født ”aber vi efter” og forsøger at gøre det, som andre gør. Derfor er det en kæmpe fordel at lære at håndtere det i stedet for at flygte fra det.
Præstationskultur
Desværre er vi havnet i en tid med en præstationskultur, hvor alle ”skal” vinde, og hvor vi konstant er opmærksomme på ”om jeg er god nok” samt har høje forventninger til os selv. Det kan fjerne vores overskud til at kunne glæde os over det, vi gør, samt at kunne glæde os over andres glæde og præstationer.
Fokus på at bevise, at vi er ”gode nok”, er blevet større i forhold til at hvile i sig selv
Jeg oplever, at vi i nyere tid er blevet mere nærtagende, og at vi lettere bliver følelsesmæssigt påvirkede, hvis noget ikke lige går, som vi håber, eller hvis det går bedre for dem, som vi føler, at vi ”burde” være bedre end.
Forhold dig til det, du kan gøre noget ved
Vi kan ikke selv bestemme egne eller andres resultater og placeringer, men vi kan gøre det bedste for at hjælpe vores hjerne på den bedste måde med en positiv indstilling i stedet for, at vi lader den stikke af med os med negative tanker.
Jeg er stor tilhænger af, at vi lære vores hjerne at kunne ”slappe af” og at kunne trives i en konkurrencesport uden et stort pres fra sig selv og fra omverdenen – og at kunne glæde sig over sporten i stedet for konstant at skulle retfærdiggøre alt muligt.
Rigtig god fornøjelse med at glæde dig over andres succes
Hvis du er interesseret i mere, der kan hjælpe hjernen, kan du bl.a. læse:
Du kan læse meget mere om mine forslag til optimering af rytteren og hjælp til mental sundhed samt optimering til sund udvikling og præstation:
På min blog på Ridehesten.com
På min hjemmeside: www.rytteroptimering.dk
Med sportslig hilsen
Lars Mars
Mental og fysisk træner samt optimering