Thomas Bach Jensen
Lørdag den 30. januar var en hesteentusiast og stor personlighed, Jytte Jarl, på sin sidste jordiske rejse på limfjordsøen Mors, hvor hun boede. Hun afgik ved døden den 22. januar 91 år gammel efter et spændende og farverigt liv med mange heste og mange eventyr.
Den smukke hestetrukne rustvogn kørte med Jytte Jarls kiste til hendes nabo Ib Kirk på Katrinelund, som hun har kendt i 50 år. De 24 personer, som kunne komme i kirken, var også inviteret til at være med til at synge et par af Jyttes yndlingssange for hende på familien Kirks gårdsplads på Katrinelund, hvor Jyttes nærmeste stod spredt i små grupper rundt om hestevognen.
Naboer og venner stod langs vejen, hvor der også blev gjort stop ud for Jyttes ejendom. Kusken var lokale Anders Lynggård, for Jytte havde fra sin sygeseng en dag i sine sidste måneder hørt ham køre forbi og sagde til sin datter Jette, at det måske var Jytte, han skulle på tur med næste gang. Rustvognen havde hun selv udvalgt under en tur med Ib hos John Fjelddahl for nogle år siden.
På Katrinelunds Facebook-side skriver familien Kirk: Det sidste besøg af mange. Tak for alle de spor, du har sat hos os og alle de gode oplevelser, vi har delt. Vi vil forsøge at løfte hestearven videre. Hvil i fred, kære Jytte.