Thomas Bach Jensen
Jytte Jarl flyttede i 1963 med sine tre børn fra hovedstadsområdet til Kolkjær i Nordvestjylland, hvor hun startede hingstestationen Kolkjær med ædle trakehnerhingste. Hun kørte om sommeren det nordlige Jylland tyndt for at bedække med sine hingste Glockenklang, Kandidat og Akcjonariusz m.fl., og de passede glimrende til datidens lidt tunge hopper.
En af de mange ryttere, der dengang kom på Kolkjær, er den sidenhen kendte dressurrytter Lone Madsen. Et andet af de unge, der blev tiltrukket af livet med heste på Kolkjær, var en 13-årig dreng, der skulle i praktik og skulle hjælpe Jytte med hingstene. Da Jytte flere år senere valgte at stoppe sin forretning med avlshingste, var det denne unge mand, der fik hendes sidste to hingste. Således kom Kandidat og Port Royal xx med den unge mand, Ib Kirk, hjem på hans fødegård Katrinelund.
Efter Jytte havde forelsket sig i en mand, der kun kunne leve på havet, udviklede hendes liv sig sådan, at hun tilbragte de næste 25 år på verdenshavene og heraf 15 år på en af Fiji-øerne i stillehavet, hvor de sejlede med chartergæster, og Jytte havde en kokosplantage - og selvfølgelig havde hun også et par heste.
Da Jytte i starten af 2000-tallet vendte hjem til Danmark, var det ikke hjem til Nordsjælland, som hun oprindeligt kom fra, men tilbage det det nordvestlige hjørne af Danmark, hvor hun slog sig ned på øen Mors tæt på sin gode ven Ib Kirk. Hun indkøbte nogle gode araberhopper, som hun krydsede med trakehnere og andre varmblodshingste for at avle heste med skønhed og en høj forædlingsgrad.
Jytte Jarls sidste hest er fornyligt solgt, og fredag eftermiddag den 22. janaur 2021 sov hun stille ind på det afklaringscenter, hvor hun har tilbragt sin sidste tid. Jyttes datter Jette har passet hende på det seneste, hvor hendes fysik ikke længere slog til, menJytte var til det sidste klar og skarp i replikken.
I magasinet Ridehesten06/2010 kan du læse artiklen "Et liv med heste" om Jytte Jarl farverige liv.
Æret være Jytte Jarls minde.