Dyrlæge Poul Rom er gået bort

16-10-2025 12:16

Dyrlæge Poul Rom, som i mere end 50 år stod bag Biersted Dyrehospital, er gået bort. Han huskes som et varmt menneske med hjertet på rette sted - for både dyr og mennesker

Copyright Ridehesten.com
Dyrlæge Poul Rom er desværre gået bort den 10. oktober 2025 i en alder af 85 år. Foto: Privat

Den 10. oktober 2025 gik en mand, der havde hestene helt tæt på hjertet, desværre bort. Dyrlæge Poul Rom, grundlægger af Biersted Dyrehospital, sov stille ind på Hospice Vangen. Han blev 85 år gammel.

Poul Rom blev født den 24. august 1940 i Stenvad ved Vrå. Han uddannede sig til dyrlæge og grundlagde i 1972 Biersted Dyrehospital, der gennem mere end et halv århundrede har været et fast holdepunkt for både hestefolk og kæledyrsejere i Nordjylland. 

Fra begyndelsen var hospitalet præget af omsorg, faglighed og nærvær - værdier, som Poul lagde sit hjerte i, og som fortsat præger stedet den dag i dag. Under hans ledelse voksede hospitalet til et moderne dyrehospital med både smådyrsklinik og hesteafdeling, og det blev et samlingspunkt for mange dyreejere, som satte pris på den rolige, trygge og dybt engagerede måde, Poul mødte både dyr og mennesker på. 

Sammen med sin hustru Lena Rom, der gik bort i 2010, fik Poul fire børn - Marianne, Kristian, Mads og Louise. I 2022 overtog datteren Marianne Rom ledelsen af Biersted Dyrehospital, og fører i dag sin fars livsværk videre med stor succes. 

Copyright Ridehesten.com
Poul Rom var en anerkendt og yderst kompetent dyrlæge. Foto: Ridehesten.com

Foruden dyrlægefaget delte Poul en stor passion for heste, militarysport og golf med sin hustru. Sportsrideklubben Aalborg var omdrejningspunkt for deres engagement i militarysporten, som de fulgte og støttede med stor interesse. Deres hjem var altid åbent - et samlingspunkt for familie, venner og hestefolk, hvor gæstfriheden og den varme atmosfære var en naturlig del af hverdagen.

Poul Rom vil blive husket som en fagligt dygtig dyrlæge, en engageret kollega og et varmt menneske med hjertet på rette sted. Af sin omgangskreds bliver han beskrevet som en mand, der havde en særlig evne til at skabe tillid og ro omkring sig - både i mødet med dyr og mennesker - og hans livsværk vil fortsat sætte sit præg på dyrlægefaget i Nordjylland. 

Poul Rom bisættes fra Margrethekirken i Aalborg på lørdag, den 18. oktober, klokken 13.00. Herefter byder familien på en hyggelig mindesammenkomst på Comwell Hvide Hus Aalborg

I stedet for blomster til bisættelsen ønskede Poul, at der blev samlet ind til SOS Børnebyerne - et ønske, der vidner om hans livslange omsorg for både dyr og mennesker. 

Æret være Poul Roms minde. 

Copyright Ridehesten.com
Poul Rom var foruden en dygtig dyrlæge et sandt familiemenneske, der nød tiden med sine børn og børnebørn. Foto: Privat
Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen