Thomas Bach Jensen
Mens der blev budt på et let traktement, var der samtidig mulighed for at få købt nogle af julegaverne hos Helgstrand i Vodskov i aftes, hvor Marianne Helgstrand fremviste sin smykkekollektion Helgstrand Denmark, og Vallentin Brands præsenterede eksklusivt tøj. Der blev hygget og handlet – og snakket heste.
Det var den store kollektion af unge, lovende dressurhingste, der trak størst opmærksomhed, og her blev der præsenteret en række 2½-års hingste i longe og 3½-års hingste under sadel af husets mange dygtige mønstrer og ryttere. Blandt de helt unge var flere ukårede hingste, som stilles til forbesigtigelse i Dansk Varmblod samt en del, der allerede har opnået godkendelse på kåringspladserne i Verden og Vechta, Tyskland.
Blandt de mange redne hingste, der sikrede sig stort bifald var Valverde, der netop er kommet hjem efter en vellykket materialprøve. Han rides af Emma Ahlberg, som red sin sidste opvisning hos Helgstrand og fik meget flotte lovord med på vejen af chefen, Andreas Helgstrand. Med super resultater fra materialprøven (35-dages testen) var også vinderen Springbank II VH og prøvens nr. 2 Quaterhit, der begge udviste højt humør, og ikke mindst den danskavlede Florist Enshøj, der fortsat udvikler sig særdeles positivt.
Det var nogle af de nyindkøbte hingste, der tiltrak størst opmærksom og størst bifald som bl.a. den imponerende Apache-søn Jovian og publikumsfavoritten efter Sezuan, Janeiro, der begge blev redet af Helgstrand Dressages nye superrytter Frederico Mexia.
Andreas Helgstrand akkompagnerede hver eneste hingst med dens historie og fremtidsperspektiv og kom med mange små nyheder og interessante input om de forskellige hingste, inden han slutteligt tog sig tid til at komme rundt og tale med de fleste gæster.
Se flere videoer HER.