Jovian stjal showet i küren

05-05-2024 16:18

CDIO Compiègne: Der var lagt op til en spændende duel i den femstjernede Grand Prix Kür, og det blev heller ikke uden dramatik. I sidste ende blev det sejr til Patrik Kittel og Jovian, mens Nanna Skodborg Merrald blev nummer fire

Copyright Ridehesten.com
Frederic Wandres og Duke of Britain FRH måtte desværre udgå. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Mens halvdelen af det store felt fra gårsdagens Nations Cup allerede havde været til start i dagens Grand Prix Special, var 15 ryttere her til eftermiddag klar til Grand Prix Kür.

Det hele var relativt åbent, og det lå i kortene, at sejren skulle tilfalde en dansk, tysk eller svensk rytter. Sådan blev det også, men det var tæt på, at det franske publikum skulle have fejret en fransk vinder.

Først ude i den spændende duel var tyske Frederic Wandres og Duke of Britain FRH e. Dimaggio 2/Rubinstein efterfulgt af et kortvarigt optræden, da dommer C tidligt i programmet måtte stoppe den tyske ekvipage på grund af en uheldig hændelse, hvor Duke desværre havde bidt sig i læben og dermed udgik de fra klassen.

Derefter hvilede alles øjne på danske Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro, som kunne fuldende en fantastisk weekend med endnu en dansk sejr. Langt hen i programmet så det også ud til at være en mulighed, indtil der først indfandt sig lidt fejl, da avlshingsten faldt i trav før to galoppirouetter, og i changementerne misforstod han Nanna lidt og troede, det var tid til en fri galop. Det kostede dyrt, men med en meget høj sværhedsgrad lykkedes det den danske ekvipage at opnå 76,47%, hvilket i sidste ende rakte til en fjerdeplads.

Copyright Ridehesten.com
Pauline Basquin på Sertorius de Rima Z Ifce. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

De franske ryttere har været ganske godt ridende i denne weekend, og der var tæt på, at de mange tilskuere skulle hylde en fransk vinder. Pauline BasquinSertorius de Rima Z Ifce e. Sandro Hit/Voltaire Pref red et fremragende program med 80,29%, hvilket placerede hende i spidsen inden de to sidste ryttere.

Svenske Patrik Kittel og den 10-årige hingst Jovian e. Apache/ Tango et relativt nyt par med kun to stævner før dette, opnåede en imponerende præstation, da de vandt den sidste og afsluttende klasse her i Compiègne med 80,69%.

Copyright Ridehesten.com
Corentin Pottier og Gotilas du Feuillard. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Franske Corentin Pottier og Gotilas du Feuillard e. Totilas/Ferro gik lige udenom Nanna og St. Schufro, da de som sidste rytter gik ind og opnåede 76,74%.

Klassens resultat.

Stævnets start - og resultatlister.

Hør herunde Nanna fortælle mere om weekendens stævne samt dagens kür.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner