Det danske hold blev hyldet (video)

06-05-2024 11:47

CDIO Compiègne: Det danske seniorhold vandt allerede Nations Cup'en i Compiègne i lørdags, men først i går blev de hyldet af det franske publikum

Danmark vandt en imponerende sejr i lørdag i CDIO5* Nations Cup, som var en af milepælene frem mod sommerens OL i Paris.

Daniel Bachmann Andersen med Vayron, Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors St. Schufro og Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera vandt holdkonkurrencen med en samlet vinderpoint på 225.500%, mens Sverige blev nummer to med 218.239% og hjemmenationen Frankrig på tredjepladsen med 215.261%.

Vejret i Compiègne har været meget svingende, og regnen gjorde også, at publikum blev hjemme - lige indtil kür'en søndag eftermiddag. Pludselig myldrede det frem med mennesker, og da klassen var færdig, skulle der være præmieoverrækkelse for lørdagens Nations Cup.

De tre danske ryttere havde derfor sadlet hestene op igen, og foran et jublende publikum blev de hyldet for deres fremragende præstation.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors St. Schufro, Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera og Daniel Bachmann Andersen med Vayron. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Det har været helt fantastisk. Vi kommer med to nye kombinationer i forhold til sidste år, og Carina er med igen, hvilket er godt. Som jeg sagde forleden, ved man aldrig, hvad der kan ske, og jeg synes, at rytterne har gjort det ualmindeligt godt hver især i forhold til, hvor de er, og hvor deres heste er. Så det kan vi kun være rigtig glade og meget stolte over, fortalte Elitesportschef for dressur, Anne-Mette Binder.

Klassens resultat.

Stævnets resultatlister.

Hør herunder Anne-Mette Binder fortælle mere om weekendens stævne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner