Jokeren vandt Dansk Trav Derby

27-08-2017 23:00

Søren Aaen

Eventyret om Bvlgari Peak og Stald Jokeren bare fortsætter, da Steen Juul kunne føre Ready Cash-sønnen til en overlegen sejr i Dansk Trav Derby 2017.

Copyright Ridehesten.com
Der var masser af tid til sejrsgestus et godt stykke før målstregen var passeret for Steen Juul med Bvlgari Peak, som vandt Dansk Trav Derby ganske overlegent foran staldkammeraten Bali med Lunden-kusken Ken Ecce. Det var Steen Juuls ottende Derbysejr, og den nu 67-årige kusk er endda på vej mod landschampionatet i sin - måske - sidste sæson som aktiv kusk. Foto: Burt Seeger
Nyheden fortsætter efter annoncen

Steen Juul og Bvlgari Peak var gjort til favoritter i et på forhånd åbent Derby, men efter resolut kørsel med en omgang til mål, blev alle spekulationer manet til jorden.

Der var hård kamp om føringen efter start, da både Thomas Uhrberg med Anders Pedersen-trænede Balotelli og Ken Ecce bag Steen Juuls anden deltager Bali havde sigtet indstillet på den position.

Efter 1.08-fart de første 500 meter kunne Ken Ecce sætte sig på kommandoen. Nede i feltet lurede Steen Juul og Birger Jørgensen på, hvad næste træk skulle blive, men som forventet blev det Bvlgari Peak, som kunne gå frem og overtage føringen, hvilket betød, at Birger Jørgensen måtte tage til takke med positionen som første hest i andet spor med Peter Rudbecks Bad Moon Rising. 

Derefter fulgte den obligatoriske transportstrækning midtvejs i løbet, inden der igen kom tryk på ned mod sidste sving. Forbi Skjoldgaarden stod det klart, at Bad Moon Rising ikke kunne true Bvlgari Peak, som stadig virkede frisk i føring.

Copyright Ridehesten.com
Jokeren alias Jesper Dahl var "spændt op til lir", da sejren var i hus, og glæden kunne få frit løb i vindercirklen sammen med de smukke champagnepiger. Foto: Burt Seeger

Ind på opløbet forsøgte Ken Ecce angreb fra vinderhullet med Bali, men mere end forsøget belv det ikke, dertil var Steen Juul og Bvlgari Peak for overlegne og sejrede i 1.14,1a/3000m. En af de hurtigste vindertider i Derbyet historie. På afstand forsvarede Bad Moon Rising og Birger Jørgensen sin tredjeplads, før en velgående Balotelli, som præsterede rigtig godt efter den hårde åbning.

Nyheden fortsætter efter annoncen

- Jeg kan aldrig føle mig sikker på noget som helst med ham her, han er en gadedreng, men da vi gik ud på sidste omgang vidste jeg de skulle være ekstraordinært gode for at slå os, forklarede en glad Steen Juul kort efter sejren.

- Han var fjollet i både første og anden opvarmning, men jeg synes han har bevist nu, at han er årgangen bedste hest. Jeg tror faktisk, at han også havde slået Bali udvendigt fra i dag, sluttede Steen Juul.

Ejerkredsen i Stald Jokeren var naturligvis også jublende lykkelige.

- Nu er mit hjerte begyndt at slå igen, grinede Thomas Busch fra ejerkonstellationen.

- Spøg til side, med en omgang til mål, begyndte jeg faktisk og stå og snakke med min kammerat, jeg var helt sikker på sejren var hjemme der. Og nu skal vi bare hjem og fejre det her i en uge, jublede Thomas Busch videre en Jokeren & Co ventede i vindercirklen.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner