Stjernetræf på Charlottenlund Travbane

06-11-2015 18:25

Jesper Elbæk

Søndag eftermiddag afvikler Skandinaviens ældste travbane, Charlottenlund Travbane, storløbet Dansk Opdrætningsløb, som er forbeholdt de bedste 2-årige heste i Danmark.

Copyright Ridehesten.com

En travhest må tidligst starte i løb, når den er to år gammel. Alle heste fylder år samme dag, nemlig 1. januar, og alle heste født i samme år, starter med samme begyndelsesbogstav. Således starter de 2-årige heste alle med bogstavet B, og favoritten i Dansk Opdrætningsløb hedder uden tvivl Bad Moon Rising.

Denne hest trænes af Peter Rudbeck fra Skive, og Rudbeck har tidligere vundet Dansk Opdrætningsløb tre gange; i 2007 med Nobodybeatsthebeat, i 2011 med Sweet Home Alabama og i 2012 med Therumoursaidfire. Revisoren har lavet et utal af topheste de seneste år, men løbsrekorden indehaves nu af en anden amatørtrænet hest.

Nemlig Okay Bee, som blev trænet af Bent Ole Pedersen, og som endte med at vinde alle tre klassiske løb i dansk travsport; Dansk Opdrætningsløb (2-årige), Dansk Trav Kriterium (3-årige) og Dansk Trav Derby (4-årige). Okay Bee har indtil videre tjent 3.375.000 kr. i karrierens 97 starter.

Om Bad Moon Rising når samme resultat, er naturligvis ikke til at vide. Men den er godt på vej med fire sejre i seks starter, og en indtjening på godt 400.000 kr. indtil videre. Hesten vandt Jydsk 2-årings Grand Prix uden problemer, og har også været anden i et stort svensk løb, og formen blev finpudset i et let løb i Odense for 14 dage siden.

Startlisten til Dansk Opdrætningsløb 2015:
1. Bombastic Design / René Kjær
2. Beyblade / Pauli Andersen
3. Bad Moon Rising / Birger Jørgensen
4. Bruce Simoni / Ken Ecce
5. Best Boom Bay / Christian Lindhardt
6. Big Mac P D / Steen Juul
7. Babymoney / Thomas Fischer

Løbsprogrammet til dagen kan downloades her:
http://www.danskhv.dk/media/973727/Lunden-prg-8-november-del-2.pdf

Der er 12 løb på programmet på Lunden på søndag. 1. løb starter kl. 13.15 og sidste løb er programsat til kl. 16.58. Der er FRI ENTRÉ og der kan findes mange flere informationer på Lundens hjemmeside: http://www.travbanen.dk

 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen