Jens Meyer er ny tysk avlskonsulent på Blue Hors

06-05-2020 10:00

Marie Helene Rigård Rohleder

Avl

Blue Hors opruster teamet på avlssiden med den tyske profil Jens Meyer, som i mange år har drevet en succesfuld hingstestation i Tyskland med blandt andet topheste som Damsey og His Highness. Jens Meyer er ansat som Blue Hors' nye avlskonsulent i Tyskland

Copyright Ridehesten.com
Arkivfoto fra åbent hus på Blue Hors i 2018. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Et samarbejde mellem Blue Hors og den tyske hingsteholder Jens Meyer har ført til ansættelse i en funktion, hvor Jens Meyer er Blue Hors’ avlskonsulent i Tyskland. 

Det skriver Blue Hors i en pressemeddelelse.

Jens Meyer har sammen med sin hustru Susanne i mange år drevet en succesfuld forretning med Hengststation Jens Meyer i Tyskland, hvor hingsteprofilerne har været store navne som bl.a. Damsey, His Highness, Herzensdieb, Falsterbo, Licosto, Fairbanks og springhingsten Cashman, lige som de har haft hingsten Dacaprio, der som bekendt er morfar til Blue Hors Farrell.

Jens Meyer er nu avlskonsulent for Blue Hors i Tyskland, hvor han i samarbejde med vores samarbejdspartner Martin Determann står for rådgivning af de tyske hoppeejere, spejder føl og unghingste og i det hele taget repræsenterer Blue Hors i Tyskland sammen med Martin Klavsen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Jeg er meget glad for at have udvidet vores avlsteam med Jens Meyer, som er en stor fagmand og en betydelig kapacitet for Blue Hors, og jeg er overbevist om, at også de tyske avlere vil få stor nytte og glæde af denne udvidelse af vores avlsafdeling, siger Martin Klavsen.

Jens Meyer har været dommer ved kåringer og skuer verden over og har opnået stor international erfaring, som han håber at kunne gøre gavn af i sit job på Blue Hors, når han er på udkig efter føl og ungheste. 

– Det har været en ære for mig at få dette jobtilbud fra Blue Hors. Jeg glæder mig over mit ansvarsområde og ser frem til fremtiden sammen med Blue Hors, siger Jens Meyer i pressemeddelelsen fra Blue Hors. 

Kilde: Blue Hors 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner