Jeg glæder mig til clinic i Herning

06-03-2018 14:07

Den storsmilende svenske landsholdsrytter, Patrik Kittel, glæder sig vildt til at opleve hingstekåringen i Herning, hvor hans første opgave er at afholde dressurclinic torsdag aften

Copyright Ridehesten.com
– Min clinic bliver som et seminar med tovejskommunikation mellem publikum og mig, siger Patrik Kittel.
Nyheden fortsætter efter annoncen

42-årige Patrik Kittel fører lige nu World Cup-stillingen, og samtidig er han netop rykket op på verdensranglisten som nr. 9 med hoppen Deja og og nr. 10 med vallakken Delaunay OLD. Han driver sammen med sin hustru, den australske landsholdsrytter Lyndal Oatley, en uddannelses- og salgsstald i Tyskland.

Patrik Kittels CV tæller et utal af internationale Grand Prix-starter og sejre på ca. 50 forskellige heste, deltagelse ved EM, VM og OL som en fast del af det svenske landshold gennem mange år. I 2011 vandt han individuel bronzemedalje i kür ved EM i Rotterdam med hingsten Scandic. Gennem tiden har Kittel nu haft omkring 25 elever, som har redet Grand Prix.

Ved Dansk Varmblods Hingstekåring i MCH Messecenter Herning har Patrik Kittel flere jobs. Han skal torsdag aften afholde en spændende dressurclinic under overskriften ”Alle kan lære at ride Grand Prix”. Fredag eftermiddag og lørdag middag skal han ride den tredobbelte verdensmester Sezuan i hingstepræsen-tationsklassen, og lørdag aften og søndag morgen er han testrytter i Blue Hors Unghestechampionatet, hvor han skal teste de 24 bedste 5-årige DV-dressurheste.

 

Nyheden fortsætter efter annoncen

I dialog med publikum

Dansk Varmblods tradition for at invitere til et specialarrangement torsdag aften med uddannelse af heste i fokus har tidligere budt på store navne som bl.a. Hasse Hoffmann, Kyra Kyrklund, Isabell Werth, Andreas Helgstrand, Rolf-Göran Bengtsson, Helen Langehanenberg og Bo Kristoffersen. I år er det Patrik Kittel, som vil tage fat på uddannelse af dressurheste. Patrik er kendt for at have sine meningers mod i forhold til dressurtræning, og han vil engagere publikum i arrangementet.

Patrik Kittels rytter Malin Nilsson, der har været ansat hos ham i otte år, skal ride i første del af denne clinic, hvor det gennemgående tema omhandler, hvordan man udvikler en super unghest til en forhåbentlig super Grand Prix-hest. Hun medbringer den 6-årige Honnaisseur SJ efter Connaisseur/Jazz, som hun for nylig har vundet M-klasse på med 8,8 point.

– Publikum vil få mulighed for at stille spørgsmål, så det bliver mere som et seminar og tovejskommunikation med publikum. For mig er det vigtigt at understrege, at alle kan blive succesfulde dressurryttere, og at ingen er fejlfrie. Det er en del af sporten, og man lærer af sine fejl og udvikler sig, fortæller Patrik.

Som afslutning på første del vil publikum kunne stille spørgsmål til Patrik, der lægger stor vægt på at kommunikere med sit publikum og derfor starter op med en opfølgning på debatten i første halvdel, inden den lærerige clinic fortsætter med anden halvdel, hvor hovedpersonen selv sidder i sadlen. I anden afdeling vil Kittel ride hoppen Well Done de la Roche, som er en 10-årig hoppe efter Fürstentraum/Walt Disney. Ekvipagen debuterede sidste år i maj måned internationalt i Grand Prix.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner