Thomas Bach Jensen
At overvære gallashowet ved Dansk Varmblods Hingstekåring er en unik oplevelse, der giver en aften ud over det sædvanlige. Her har man to muligheder for at opleve det fantastiske og gribende show, enten fredag aften eller lørdag aften, og de to shows er identiske med undtagelse af de prisuddelinger, der vil ske lørdag aften.
Gallashowet byder på en aften spækket af stjerner, to- såvel som firbenede. Det er et show for hele familien, både store og små, også dem der ikke nødvendigvis er bidt af heste. Blandt de kendte entertainere, der vil underholde i gallashowet, er den populære sangerinde Barbara Moleko og det festlige trommeband Copenhagen Drummers. Hentet ind fra udlandet skal vi møde store artister som tyske Rosi Hochegger og franske Lorenzo.
En vidunderlig rejse kloden rundt
Gallashowet i 2017 bliver husket som et af de mest vellykkede, men gallashowudvalget har også mange års erfaring og arbejder hvert år på konstant at forbedre sig. De har i 2018 kridtet banen op til endnu en storslået og festlig forestilling, der kombinerer festlig musik og dans med smukke hingste, flotte lys- og lydeffekter, specialtrænede hunde og heste samt internationale entertainere, hvis optræden man sent vil glemme.
Vi har talt med Lene Midtgaard fra Dansk Varmblods gallashowudvalg, og hun håber på, at folk vil opleve showet som en fortryllende rejse, og hun garanterer, at der vil ske meget på rejsen.
– I bund og grund vil vi gerne omfavne vores smukke verden og igennem gallashowet give folk et stort, positivt boost om den fantastiske klode, vi lever på. Vi har lyttet til den gode gamle sang ”What a wonderful world”, og den har inspireret til mange af numrene i gallashowet, hvis røde tråd kunne være den vidunderlige verden, siger Lene.
Fest med følelser i spil
Hun tror på, at det bliver et supergodt show, for det føles rigtig godt at fortælle om det. Man kan mærke hendes iver og lidenskab for showet, når hun fortæller om de fantastiske Copenhagen Drummers, der i selskab med nogle af de allerbedste islandske heste skal demonstrere islandske naturfænomener. Og ligeledes når hun fortæller, at vi skal med den skønne sangerinde Barbara Moleko til indianerfest, og ud i et sommerligt eventyr om blomsterne og bierne, for slet ikke at tale om det forrygende Michael Jackson-nummer.
– Det glæder mig også, at vi kan vise Rosi Hochegger i gallashowet. Hendes far har optrådt i gallashowet for mange år siden, da det var ovre i den gamle, runde Hal B, hvor han underholdt med sin hest, der blev lagt i seng. Hans datter Rosi kan også bare en masse sjove ting med sine dyr, der er utrolige og appellerer til vores følelser, fortæller Lene og afslører, at man også vil få fornøjelsen af dejlig dog dancing i verdensklasse i dette års gallashow.
De bedste heste med i showet
Når man taler om de helt store heste-entertainere, kommer man ikke udenom franske Lorenzo, der flere gange tidligere har været et af hovednavnene i gallashowet. Og har man sagt Lorenzo, så følger ordene mod, dristighed, lydighed, hurtighed, balance, dynamik og et utroligt talent for at træne heste. I år præsenterer Lorenzo sit nye nummer Black and White Emotion Tour.
– I år har vi også armene helt oppe over det hestemateriale, som vi får lov at præsentere i gallashowet. Vi skal se nogle eminente og hurtige springheste, men også de to eneste tredobbelte unge verdensmestre i dressur, Fiontini og Sezuan, og så skal vi se en stribe dejlige avlshingste, der er med til at højne standarden, slutter Lene Midtgaard fra showudvalget.
Ferd Gallashow starter kl. 19.30 fredag og Falck Gallashow kl. 19.30 lørdag. Billetten giver adgang til messen Hest & Rytter fra kl. 17.00, og ønsker man adgang til messen før kl. 17.00, kan man købe separat billet til Hest & Rytter