- Jeg fandt et gear mere!

30-07-2011 15:38

Britt Carlsen

DM Broholm | Sune Hansen og Blue Hors Romanov tog i dag kampen op mod de førende ryttere i anden afdeling af danmarksmesterskabet, men Lisbet Seirskilde og Jonstrupgårdens Raneur holder fast i sin samlede føring efter dagens ridt OPDATERET MED WEB TV - RIDT SAMT INTERVIEW

Kampen om det danske mesterskab er fortsat helt åben, og intet er afgjort inden sidste rytter rider fra banen i morgendagens kür. Lisbet Seierskilde og Jonstrupgårdens Raneur lå inden dagens konkurrence i spidsen for mesterskabet, mens Sune Hansen lå på tredjepladsen inden dages Special 2 procentpoints efter Lisbet. - Jeg fandt et gear mere, sagde Sune Hansen, der var synligt og forståeligt tilfreds med sit ridt på avlshingsten Blue Hors Romanov. I dag havde jeg ham foran mig på en helt anden måde end i går, det betyder at jeg kan komme til at ride ham hele vejen, fortæller Sune Hansen. Blue Hors Romanov var en nydelse at følge på banen i dag, hvor han stod flot fortil, og den smukke hingst har så meget udstråling på banen, at det er en fornøjelse at følge ekvipagen. Publikum jublede højt med Sune, da han hilste af efter et ridt, der gav ham 72,46% og en førsteplads. Men Lisbet Seierskilde opgav ikke sin føreposition, hun red med overblik og stor sikkerhed på banen i et program, hvor Raneur, også kaldet "Nørden" dansede gennem travprogrammet og bl.a. viste flot passage. - Jeg var mest tilfreds med mit travprogram i dag, fortalte Lisbet efter sit ridt, mens hun gik med Raneur bag dressurbanen, så han kunne køle af efter ridtet. Den eneste lille mislyd i programmet var fejl i de ni etterchangementer på midterlinjen, samme fejl havde Sune iøvrigt også, og så gik Raneur i stå i den sidste piaffe på midterlinjen. - Min skyld, erkender Lisbet, jeg sad og sov, det var absolut ikke hans fejl, for Nørden er den sejeste jeg kender! - Jeg kan godt lide at ride under pres, så jeg glæder mig til i morgen. Mit kürprogram er blevet sværer, men jeg rider fortsat til musikken fra Harry Potter, fortæller Lisbet, der er helt parat til at give den "gas" i morgendagens kür, og så se hvor langt det rækker. I dag opnåede hun 71,79%, og dermed er hun fortsat i spidsen for mesterskabet med ialt 142,85% Daniel Bachmann Andersen lå på andenpladsen efter Grand Prix klassen med Donna Silver. I dag var hans piaffer forbedrede, og højdepunktet i dag var et meget flot og sikkert galopprogram. Daniel opnåede 69,93% og han ligger på tredjepladsen i den samlede stilling med 140,72% efter Sune Hansen, der opnåede 141,52% Igen i dag indløb der for mange fejl i programmet for både Anne van Olst/Exquis Clearwater og prinsesse Nathalie og Rigoletto, og de må formodes nu at være ude af topkampen, mens sidste års sølvvinder Anne Troensegaard red sig ind i medaljekampen med et sikkert program, hvor hun viste klassens flotteste afsluttende midterlinje med passage, piaffe og overgange i et program, der blev vurderet til 69,67% Seduc har ikke været i konkurrence siden parrets deltagelse ved WEG i Kentucky sidste år i september, men efter en lidt forsigtig start i Grand Prix programmet, ser de ud til at være på vej til at finde konkurrenceformen.

Links

Info

Stillingen i DM efter 1. og 2. afdeling
1 Jonstrupgårdens Raneur/Lisbet Seierskilde Pedersen 142,85
2 Blue Hors Romanov/Sune Hansen 141,52
3 Donna Silver/Daniel Bachmann Andersen 137,71
5 Exquis Clearwater/Anne Van Olst 135,91
6 Schianto/Sidsel M. Johansen 134,73
7 Broholm's Highlight/Jim Rasmussen 132,98
8 Horsebo Smarties/Nathalie Zu Sayn Wittgenstein 132,81
9 Rigoletto/Nathalie Zu Sayn Wittgenstein 132,63
10 Cajo/Bo Thomas Høstrup 131,59
11 Mikado Engvang/Anette Ejlersgaard 131,28
12 Pari-Cash Foldager/Michael Søgaard 130,07
13 Triviant 2/Rasmus Haid Bøndergaard 127,93
14 Tannenhof's Solero Tsf/Lotte Vagner 127,31
15 Græsmarkens Don Pedro/Thomas Dolleris Larsen 126,75
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner