– Jeg er fuldstændig grøn i det her

16-12-2023 19:54

De danske pararyttere har endnu en gang vist et højt niveau til det internationale stævne i Genemuiden, Holland. I et interview fortæller Jeanett Spelmann om, hvordan det er at have debut på internationalt plan 

Copyright Ridehesten.com
Jeanett Spelmann havde sammen med Romano sin internationale debut denne weekend. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Flere danske ryttere har leveret stærke præstationer til det internationale paradressurstævne i Genemuiden, Holland i denne weekend. Her har Tobias Thorning blandt andet redet sig til procenter højt oppe i 70'erne de sidste dage, hvilket i dag også førte til et hattrick for ekvipagen. 

For Jeanett Spelmann, der konkurrerer i grad V, har der også været tale om en helt særlig oplevelse. Stævnet var hendes første internationale stævne sammen med hesten Romano e. Romanov/Loudini (opdr. Aksel Rasmussen), og det har været en stor og god oplevelse at være med i Holland, beskriver hun. 

–  Det har været en god oplevelse. Det er en hest, der har hovedet til at være med hernede. Den kan slappe af og sove og have det godt, og det er vigtigt for mig: at han hygger sig. 

Torsdag lagde parret fra land med en fin præstation i Grand Prix A for grad V, og de red sig til 66,666%. Det rakte til en sjetteplads i feltet på 18 ryttere. Fredag avancerede Jeanett i procenterne og opnåede 67,237% i Grand Prix B, grad V, som dog placerede hende som nr. 9 i feltet. 

En stille og rolig tur i kür
I dag red Jeanett küfinale, hvor hun dog måtte erkende, at Romano var ved at være træt og mættet af den store oplevelse. Parret opnåede 70,167% i küfinalen, hvor de red til et James Bond-inspireret musiktema. Musikken var en hyldest til Jeanetts tidligere hest Sofus, som gik bort i marts måned i år. Jeanett beskriver, at hun er særdeles tilfreds med deres ridt i dag: 

– Følelsen i dag var rigtig god, og musikken passede rigtig godt. Jeg respekterer, at han var mør i dag, så vi tog det stille og roligt.

Copyright Ridehesten.com
Jeanett red kürfinale i dag og opnåede 70,167%. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Jeanett fortæller, at det har været en lærerig oplevelse at ride med til det internationale stævne: 

– Jeg er fuldstændig grøn i det her. Jeg har lært meget. Jeg kom til at sidde og snakke lidt til min hest [under ridtet], men det må man jo så ikke. Så det kostede faktisk et halvt point per øvelse, forklarer Jeanett, mens hun griner lidt af den dyre fejl. Det glemmer jeg aldrig igen. 

Copyright Ridehesten.com
Stemning fra den danske lejr i Holland. Foto: Privat

Fremtidsplaner
Næste år er det planen, at Jeanett skal ud at få noget mere erfaring på de internationale stævnebaner. Hun fortæller om planerne for næste år: 

–  Drømmen er, at vi kan komme i betragtning til at ride NM. Og så håber vi, at vi også får mulighed for at komme med til Vallensbæks internationale parastævne, der kommer i april. Og så håber vi også at komme med til DM.

Jeanett rider også stævne som "rask-rytter", hvor hun planlægger at starte nogle klasser på Prix St. George-niveau i løbet af året. 

– Det vigtigste er, at han bliver ved med at være så glad, som han er nu. Det er alfa omega. Hvis han en dag ikke synes det mere, så skal han på pension.  

Stævnets resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner