Grethe Næsby
Siden sidste uge har Rideklubben Hammelev og Omegn haft lukket sin ridehal og stalde for offentligheden. Man lukkede faciliteterne, fordi en hest fra Sønderborg havde været på besøg i ridehallen, og man frygtede, at denne var smittet med virusset »Herpes Virusabort«. Rideklubbens bestyrelse var bange for, at hesten kunne have været i kontakt med andre heste og dermed have smittet dem. Man har nu fået undersøgt hestene, og det viser sig, at hestene ikke var smittet. Derfor er faciliteterne igen åbnet for offentligheden. Virusabort er primært et luftvejsvirus, som giver luftvejsinfektioner. Virusset rammer især drægtige hopper og ungheste, og det kan, som navnet antyder, forårsage abort hos den drægtige hoppe. Kilde: JyskeVestkysten