Signe Wiese
Efteråret er som bekendt sæson for afholdelsen af Dansk Varmblods Egnethedstests i springning og dressur. Der afholdes i år egnethedstests på seks pladser fordelt rundt omkring i DV’s regioner. Sidste weekend blev der redet både dressur og springning i Vallensbæk hos Region 1, mens Region 5 på Vilhelmsborg afviklede egnethedstest i dressur.
I denne weekend afvikles der hele tre egnethedstest, nemlig i Ikast, Middelfart og Hammelev.
I Ikast afvikler Region 6 egnethedstest i springning lørdag den 2. november hos Ikast Ridecenter, og her er tilmeldt omkring 70 unge springheste. Arrangementet starter kl. 11.30, og den endelige tidsplan vil kunne ses på regionens hjemmeside fra kl. 20.00 i aften.
Ligeledes lørdag den 2. november afvikler Region 3 både eksteriørkåring og egnethedstest i dressur på Middelfart Ridecenter, og ca. 80 heste er tilmeldt. Kåring starter kl. 8.00 og egnethedstesten starter ved middagstid. Også her vil en endelig tidsplan kunne ses på regionens hjemmeside fra kl. 20.00 i aften.
Weekendens sidste egnethedstest foregår søndag den 3. november hos Region 4 hos Hammelev Rideklub, hvor det er springhestene, der skal ilden. Her er tilmeldt omkring 30 heste, og arrangementet starter kl. 10.00. Få mere info på regionens hjemmeside.
Se kataloger m.m. HER