Ingen ændringer i regler for ridehjelme

08-04-2025 17:49

Der har den seneste tid været stor tvivl om, hvorvidt der er nye krav på vej til sikkerhedsgodkendelse af ridehjelme. Derfor har Dansk Ride Forbund nu præciseret, at de ikke er bekendt med, at der skulle være nogle ændringer på vej

Copyright Ridehesten.com
Dansk Ride Forbund har nu præciseret, hvilke regler der gør sig gældende for ridehjelme. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Flere ridehjelmsproducenter har skiftet deres sikkerhedsgodkendelse ud med den standard, der hedder EN1384/2023 i stedet for den nuværende godkendelse, der trådte i kraft tilbage ii 2018 - EN 1384/2017 eller VG1. Det har fået flere rideudstyrsbutikker til at melde ud om nye regler for ridehjelme, der skulle gælde fra år 2027. Det har skabt en del røre, og Dansk Ride Forbund har fået utallige henvendelser fra fortvivlede ryttere. Derfor har de nu taget sagen i egen hånd og meldt direkte ud, hvordan reglerne forholder sig. 

I en meddelelse præciserer de altså, at DRF ikke er bekendt med, at der skulle være nye godkendelser på vej, og der er ikke ændringer i de gældende regler for ridehjelme brugt i DRF-regi. Det betyder altså, at DRF følger FEI's regler og anbefalinger, og det er pt. følgende godkendelser, der er gældende:

  • EN1384/2023 (harmoniseret europæisk standard)
    eller
  • EN 1384/2017 eller VG1

En harmoniseret europæisk standard betyder, at produktet lever op til fælles sikkerhedskrav, som er anerkendt i hele EU. Det sikrer en ensartet kvalitet og beskyttelse, uanset hvilket EU-land hjelmen er produceret eller solgt i. 

Derfor står det nu helt klart, at så længe intet andet meddeles fra DRF's side, er det disse to godkendelser, der gælder. Skulle der komme ændringer, vil DRF naturligvis informere herom så hurtigt som muligt, så der ikke hersker nogen tvivl. 

Du kan finde gældende regler for DRF's godkendte sikkerhedsudstyr her. 

Kilde: Dansk Ride Forbund. 

Annika Knudsen Lorentsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen