Indvielse efter omfattende renovering

23-11-2018 10:58

Gentofte Rideklub, GEK, der i mere end 80 år har været hjemsted for Danmarksstørste rideopvisninger og stævner, indvies 24. november 2018 efter en omfattende renovering af de bevaringsværdige bygninger

Copyright Ridehesten.com
Et hjørne af det historiske vægmaleri fra den bevaringsværdige rotunde i Gentofte Rideklub.
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er et enestående økonomisk samarbejde mellem Gentofte Kommune og Chas. Otzen fonden, der ejer S/I Sportsrideskolen, der har gjort det muligt at bringe de gamle bygninger, kloakforholdene og velfærden for hestene up to date. Renoveringen har kostet 20 millioner kroner.

Det var her Kong Chr. X, dronning Alexandrine, dronning Ingrid og især prinsesse Benedikte kom for at se opvisninger og stævner. Netop her deltog prinsesse Benedikte i sin vist nok eneste ridekonkurrence i Danmark. Dengang var der kun plads til 800 tilskuere, så man forudbestilte billetter i god tid. Tilskuerne stod som sild i en tønde foran dommertårnet og på langsiden ud mod Maltegårdsvej. Og faktisk er billetsalgsrummet fra den gang stadig ved døren ud til Maltegårdsvej.

GEK blev etableret i 1932 af fabrikant Chas. Otzen. Sportsrideskolen, som den hed dengang, var et top moderne ridecenter med to kæmpe ridehuse og rotunden, som stadig eksisterer. Det var dengang et af Nordens største ridecentre. Renoveringen har sigtet mod at bevare så meget som muligt af den oprindelige udsmykning og det historiske inventar. Kongelogen findes for eksempel stadig til venstre for døren til ridehuset. Mange af Danmarks kendte ryttere og olympiske hold gennem tiderne, kom fra GEK: Lis Hartel, som et par gange vandt sølv ved de olympiske lege i 50’erne.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I 1956 kunne Sportsrideskolen sende sit eget hold til OL i dressur, med Hermann Zobel, LemvigMûller og Lis Hartel. Det er også værd at nævne foregangskvinden Grethe Peder Møller, som blev danmarksmester i springning i 1933, nr. 3 i DM i military foran mange militærfolk. Hun vandt i seks år ranglisten for kvinder – i tre år også foran civile herrer og helt uhørt også foran officerer.

GEK har plads til 75 heste og har både rideskole og faste pensionærer med deres egne heste og ponyer.
Rideskolen favner både nybegyndere – børn som voksne – og rutinerede ryttere, der gerne vil udvikle både dressur og spring.

Indvielsen finder sted den 24. November kl. 12.00, Maltegårdsvej 20, 2820 Gentofte. Gentoftes borgmester Hans Toft og repræsentanter for fonden S/I Sportsrideskolen klipper snoren, hvorefter der vises rundt i de nye lokaler. Derudover vil karismatiske Niels Goldschmidt, en af Danmarks mest erfarne og alsidige ryttere, fortælle anekdoter om de mange kendte og kongelige, der har gæstet GEK gennem tiden.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner