Ida Hofman-Bang vinder Breeders Trophy

16-09-2024 12:24

I den forgangne weekend har der været Breeders Trophy i Norge. Her har været dansk islæt på resultatlisterne, hvor blandt andet Ida Hofman-Bang red en sejr hjem både lørdag og søndag

Copyright Ridehesten.com
Ida Hofman-Bang og B'Fair vandt i denne weekend Breeders Trophy i Norge, hvilket svarer til det danske unghestechampionat. Foto: Privat.

Det norske stævne, Breeders Trophy, har i den forgangne weekend løbet af stablen hos Arendal og Grimsted Rideklub i Norge. Breeders Trophy svarer til det danske unghestechampionat, og her har der været dansk islæt at spotte på flere af resultatlisterne. 

Danske Ida Hofman-Bang vandt lørdag Breeders Open med den 6-årige hingst B'Fair e. Dille Belamigo/ Fürstenball, hvor parret opnåede imponerende 90,000%, med blandt andet 9,5 i trav, 9,0 i skridt og 9,0 i kapacitet, og lagde sig dermed i spidsen af konkurrencen. 

Søndag var det finaledag, og også her triumferede Ida og B'Fair. De opnåede 89,400% i dagens test med blandt andet 9,5 i trav, 9,0 i eftergivenhed og 9,2 i kapacitet. Med det flotte resultat fra lørdagens Breeders Open, kunne Ida Hofman-Bang og B'Fair snuppe sejren af Breeders Trophy, og dermed titlen som bedste 6-års hest.

Vi har haft en virkelig dejlig weekend i Norge, og B'Fair har bare været en kammerat hele vejen igenne. Han er jo stadig lidt urutineret i 6-års klasserne, men vi havde det bare sjovt sammen og jeg har nydt hver ridetur på ham heroppe. Han har gået virkelig fine ture, og jeg kunne ikke være mere tilfreds med ham, fortæller Ida Hofman-Bang. 

I 7-års klassen var der også dansk islæt at spore på resultatlisten. Her var vinderen norske Jane Ranita Mevik BjørnvikRingsbo's Znapchat e. Blue Hors Zalabaster/ Lauries Crusador, som danske Stald Ringsbo ved Louise Ringsbo har avlet. 

Copyright Ridehesten.com
Louise Ringsbo er avler af vinderen af 7-års Breeders Trohpy-klassen. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard.

B'Fair er kåret hingst i Norge, men står i træning hos Ida Hofman-Bang på Fyn, hvor hun driver virksomheden Hofman-Bang Dressage. Ida har blandt andet været rytter hos Hans Jørgen Hoeck ved Hesselhøj Hestecenter, hvorefter hun rejste til Tyskland for at arbejde for H.K.H. Prinsesse Nathalie zu Sayn-Wittgenstein. I dag driver hun selvstændig virksomhed med stor succes, hvor hun blandt andet får kyndig vejledning af Daniel Bachmann Andersen

Ida og B'Fair er ligeledes udtaget til at ride 6-års finalen til PAVO og Dansk Ride Forbunds championat for ungheste herhjemme i oktober, hvilket hun ser meget frem til ovenpå weekendens flotte resultater: 

Ovenpå de gode ture her i weekenden, skal han have lidt fri inden vi i oktober skal ride finalerne i ungehestechampionatet herhjemme, afslutter Ida. 

Se stævnets start- og resultatlister her. 

Copyright Ridehesten.com
Ida Hofman-Bang og B'Fair er også kvalificeret til at ride PAVO og DRF's championatsfinale i oktober. Her ses hun til sidste års finale med hesten Gudeaux. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen