Britt Carlsen
WEG i Normandiet er mit fjerde VM som journalist/fotograf for Ridehesten. Første gang var i Rom i 1998, og meget har ændret sig siden. Nu fotograferer vi digitalt, internettet og de sociale medier dikterer, at vi nu skal skrive om resultaterne og ridtene, mens de sker. Kampen om kunderne blandt fotograferne er benhård, og dermed bliver stres niveauet tilsvarende højt. Med 1500 akkrediterede pressefolk er der maksimalt pres på pressecentrene, på internettet og på alle de journalister og fotografer som knokler med at levere nyheder og billeder så hurtigt som muligt. Det kræver nogle gode, fleksible arbejdsbetingelser – og det er en mangelvare i Cæn.
Når man flyver med en, i øvrigt godkendt kuffert til kabinetransport af fotoudstyr, så afventer man altid bording med spænding. Jeg har ikke tal på de stewardesser og enkelte piloter, jeg har skændtes med gennem tiden, for at få mit udstyr ind i kabinen. Nuvel, kufferten vejer vel omkring 25 kg, og det får smilet til at stivne hos de fleste ved ind tjek. Jeg stod op kl. 3 natten til lørdag den 23. august for at flyve fra Billund kl. 7.30. For en gangs skyld, så blev min kuffert mødt med et smil og et tilbud om at sætte den forrest i flyet af den søde stewardesse på Air France. Herligt, tænke jeg, et godt varsel om to gode uger, hø – intet kunne være mere forkert.
For at lette transporten af to kufferter og jeg selv de 250 km fra Paris til Cæn havde jeg bestilt og betalt shutteleservice. Jeg havde dog ikke forestillet mig, at det omfattede buskørsel i lufthavnen og to busskifte med to kufferter og en stor håndtaske. Hurra for landsholdets beslagsmed Per Christoffersen, der var med samme fly. Ved samlingspunktet for shutteleservice ventede en overraskelse – ingen shuttle. Hvornår kommer den? Det spørgsmål blev fulgt af at gallisk skuldertræk – det er ikke den sidste gang, jeg har oplevet det, de seneste dage.
Efter godt to timers køretur ramte vi Cæn, hvor jeg havde bestilt hotel på Premier Class – første klasse, intet er mere misvisende. Jeg bor i en æske, hvor bad og toilet er støbt i et stykke plastic. Lugten fra badeforhænget er ubeskrivelig, og det eneste man tænker, når man står under bruseren er at undgå at røre ved det forhæng, som har klæbet til så mange nøgne kroppe før ens egen. Der er dog varmt vand, nå ja, varmt, koldt, meget varmt, iskoldt… så jeg hopper ud og ind af vandstrålen – det giver god morgenmotion.
Hotellet er booket via arrangørerne, så der er shuttleservice fra hotellet til stævnepladsen. Den fungerede bare ikke de første dage, hvilket øger stressfrekvensen og desperationen, for taxi-servicen er belastet til det yderste i Cæn, hvor der nu er solgt over 500.000 billetter til konkurrencerne. Jeg har sprunget ud foran både busser og taxis – lidt risikabelt for helbredet, men der er timers ventetid også, og efter en lang dag med 19-20 timers aktion, så er man ikke parat til at vente en times tid på en taxa for at komme i seng.
Det store lyspunkt hernede er dog, at knapt var jeg ankommet til pressecenteret lørdag eftermiddag, før mine udenlandske kolleger begyndte at råbe af mig, om ikke vi kunne flytte det hele til Herning – for ved EM sidste år var der styr på det hele og super forhold for pressen. Det varmer jo dejligt, når kolleger fra nær og fjern flere gange dagligt kommer til mig hernede, for at fortælle, hvor fantastisk det fandt EM i Herning. De roser deres gode arbejdsbetingelser, MCH messecenter Hernings sandwich og lækre kager. Her kan vi få kaffe (hvis ikke den er drukket) vand og det er det. Vi skal ud af stadion for at købe sandwichens eller stå i kø i enkelte boder på stadion. Det er svært for især fotograferne at få tid til, så det øger også stressniveauet, når man som jeg, fx har flere arbejdsdage bag mig hernede, hvor frokosten har bestået af et æble eller en banan, og man først når aftensmaden ved 21-22-tiden.
Forholdene er dog langsomt ved at bedre sig, men her er hundekoldt og vådt, og det sætter heller ikke humøret i vejret. Mange af mine kolleger, jeg selv blandt dem, halter rundt på grund af ømme rygge og ben af at stå og gå i mange timer med tungt udstyr. Vi er ikke en omvandrende reklame for en sund livsstil. Som vi talte om til morgen i pressecenteret, så har vi nu næsten overlevet den første uge, så er der kun en tilbage. Kulden bider i pressecenteret her til morgen, og trænger gennem flere lag tøj og den meget klædelige fotovest, vi skal være iført, for at arrangørerne kan se vores nummer og notere os, såfremt vi gør noget vi ikke må (og det gør vi hele tiden, føles det som om). Så for at bruge en udødelig sætning fra filmens verden, der synes helt passende her til morgen: I am too old for this shit!
