Britt Carlsen
Ved starten på Alltech FEI World Equestrian Games i Normandiet lavede nogle af mine udenlandske kolleger et ordspil på Obamas tiltrædelsestale: Yes we can! Omskrevet til Yes we Caen! Og kunne de så det i Caen? Ja, i store træk, så blev det et WEG som vil blive husket for fantastisk sport, smukt opbyggede stadions tilpasset de forskellige discipliner. Super forhold for hestene på hovedstadion. Fantastisk, entusiastisk publikum, der i høj grad bar sporten frem. Vejret kan ingen holde for, og det drillede i høj grad arrangørerne den første uge, og det influerede på sporten på kedelig vis. Billeder af trætte, udmattede heste i military og distance står brændt ind på nethinden hos de, der så det tæt på. To døde heste, en i distance og en i military er i høj grad to for meget. Bunden på hovedstadion stod under blankt vand under Grand Prix dressur, og de ansvarlige kæmpede mod huller og render i bunden, og jeg tør ikke tænke på, hvordan det havde været for springrytterne at skulle takle dette. Ridesporten og naturen er tæt forbundne, så vi ved at elementerne spiller en rolle, men heldigvis var betingelserne nogenlunde lige for alle.
At få flyttet 50.000 tilskuere, officials, vip-gæster og medierne til Haras le Pin til terrænspringningen i military viste sig at blive en uoverskuelig, logistisk opgave for arrangørerne. Desværre for en stor del af publikummet, måtte de tilbringe 5-6 timer i busser i lange køer mod stævnepladsen, og nogle nåede aldrig frem. Arrangørerne sled med logistikken i de to uger, og de dage, hvor medieshuttelen bare ikke kom og betød timers ventetid ved busstoppestedet for trætte fotografer og journalister ud på aftenen, er timer vi aldrig får igen.
Den anden uge strålede solen og viste Normandiet og den smukke natur, den hyggelige by og de historiske omgivelser på bedste vis. Desværre nåede jeg ikke at opleve så meget af Normandiet, men det jeg så var både imponerende og gribende, og jeg kan kun anbefale at lade ferien gå til dette naturskønne og historiske område, der er hjertet i fransk hesteavl.
Jeg føler mig meget privilegeret over igen at have fået mulighed for at følge sporten på tætteste hold. At se Valegro danse tæt forbi mig, mærke sprøjtet og høre militaryrytternes opmuntrende, rosende ord til deres modige heste, når de galoperede ud af forhindringerne. Se para-rytterne kæmpe med deres forskellige handicaps og alligevel formå at vise deres sport på bedste vis. Se voltigererne vise styrke, elegance på og over hesteryggen og opleve, hvordan også de heste fokuseret og koncentreret stille deres trygge ryg til rådighed for voltigererne. Springningen blev et kapitel for sig, stemningen var fantastisk sporten nervepirrende og det danske resultat fremragende. I det hele taget klarede dansk ridesport sig flot ved legene og det var igen vores para-ryttere der med to bronzemedaljer (Susanne Jensby Sunesen og Anika Lykke Risum) satte Danmark på medaljekortet ved WEG. Hvad dette VM også viste er betydningen af en god og veltilrettelagt tidsplan, og det var en mangelvare i Normandiet. Tidligere har arrangørerne fået det arrangeret sådan, at det var muligt at følge alle discipliner, mindst én dag. Sådan var det ikke i år, og derfor måtte jeg, der var alene afsted, prioritere - og det betød, at jeg så kørsel, reining og distance på tv i pauser mens jeg dækkede andre discipliner. Det er ikke noget, som arrangørerne har fået stor ros for.
Som jeg har beskrevet i tidligere blogs, så har to uger ved WEG på det personlige plan været hårdt arbejde, lange dage og et slæb. Arbejdsforholdene for de næsten 1800 akkrediterede pressefolk var mildest talt elendige den første uge, og det fik vi så en undskyldning for at FEIs præsident Haya ved den afsluttende pressekonference. – Det skal ikke ske igen, lovede hun, og vi må håbe hendes afløser vil honorere det løfte. Vi er ikke vanskelige (sådan da), men vi er til stævnerne for at arbejde, for at give sporten plads i medierne, og som Haya bekræftede, så er medierne sportens mest værdifulde samarbejdspartnere. De ringe forhold betød naturligvis også utilfredshed, og legene fik i den første uge to nye navne: Først Winther Equestrian Games, på grund af den bidende kulde, og som ugen udviklede sig ”Worst Ever Games”.
Her sidder jeg så i den æske, som har været mit hjem i to uger. Uden for cirkler rengøringen omkring min dør, men jeg kan bliver her til kl. 12, inden jeg skal med en shuttel til lufthavnen i Paris over middag. Min temperamentsfulde bruser fik endelig krammet på mig – nu har den i to uger sendt skiftevis iskoldt og brandvarmt vand ud over mig (og resten af toilettet), og mine, ikke særlige elegante, forsøg på at undgå at blive skoldet eller dybfrosset har resulteret i stadige kampe med det ulækre badeforhæng. Forleden dag, da bruseren på særlig lumsk og gemen vis sendte skoldhedt vand ud over mig, sprang jeg til siden, med det resultat at jeg gled på plastikgulvet, og hamrede hovedet ind i dørkarmen. Det brag må have vækket gæsterne i værelserne ved siden af. Heldigvis er den gigantiske bule, der blev resultatet af mit møde med dørkarmen, gemt under håret, og hurra for Panodil.
Min fysioterapeut og massør får nok at se til, når jeg kommer hjem. Jeg er øm og stiv i hele kroppen af at slæbe på tungt kameragrej, og af at stå op i op til 7-8 timer om dagen ved siden af banerne.
Nu er kufferten pakket med tøjet, der er fuldstændig klamt af at have ligget på værelset i to uger. Jeg har adskillige kløende, røde bid/stik over hele kroppen, der vidner om, at jeg ikke har tilbragt to uger i sengen alene. Jeg tror jeg lader kufferten blive i bilen, når jeg kommer hjem, og så henter vasketøjet i etaper. Så nu spekulerer jeg på: kan en bil få væggelus?
