Britt Carlsen
Kære alle
Coronakrisen raser, og det har bl.a. betydet, at mange elementer i ridesporten, som vi kender den, er sat på pause på ubestemt tid. Usikkerhed og frustration præger hverdagen for mange, og det forstår jeg godt. Det er vigtigere end nogensinde før, at vi står sammen i ridesporten – naturligvis hver for sig – og sørger for, at vi kommer stærkest muligt ud på den anden side.
Klubberne skal hjælpes
Klubberne under Dansk Ride Forbund – og især dem, der driver elevskole - lider i høj grad under den aktuelle corona-pandemi. Manglende elever på elevskolen, yderst begrænsede muligheder for undervisning på alle niveauer, og ikke mindst aflysningen af alle stævner. De mange restriktioner har gjort, at næsten alle aktiviteter har måttet suspenderes, og næsten alle disse er indtægtskilder, som selvsagt udebliver på nuværende tidspunkt. Det gør omkostningerne imidlertid ikke, for hestene skal stadig passes med smed, dyrlæge, foder, motion osv. Hjælpepakker og diverse kompensationsmuligheder vil forhåbentlig kunne hjælpe mange, men desværre nok ikke alle. Og netop derfor har DRF i starten af april nedsat en task force på 7 af administrationens medarbejdere, som løbende ringer rundt til alle forbundets klubber for at yde hjælp og rådgivning, bl.a. omkring hjælpepakkerne.
Bliver der kæmpet nok for idrætten?
I Danmark har vi i den organiserede ridesport (klubber under DRF) ca. 230.000 stævnestarter årligt. Et forsigtigt skøn er, at vi blot fra midt marts til midt april har mistet ca. 30.000 af disse starter. Vi er således langt den største spiller i hestesektoren, endda med et stigende medlemstal i år. Derfor kan man undre sig over, at andre og væsentligt mindre spillere har fået tilladelse til at afholde aktiviteter allerede fra den 21. april. Dette ganske vist uden tilskuere, men ridesporten ville uden tvivl ligeledes være i stand til at gennemføre stævner uden tilskuere uden at gå på kompromis med sikkerheden.
Dansk Ride Forbund er et specialforbund under Danmarks Idræts Forbund (DIF) og er dermed underlagt de anbefalinger, vi får fra paraplyorganisationen. Det er mit indtryk, at man i sine forhandlinger med regeringen og sundhedsmyndighederne ikke har været proaktive nok i den forstand, at man ikke har fremlagt forslag til løsninger, men i stedet har indtaget en afventende position. Hvorfor skulle andre spillere i sektoren (som ikke hører under DIF) ellers have fået grønt lys? Utvivlsomt fordi de selv har fremlagt løsningsforslag, som har været acceptable sundhedsmæssigt. Denne kritik er forelagt DIF, men jeg savner stadig svar på konkrete løsningsforslag.
I min optik er det vanskeligt, hvis ikke umuligt, for en paraplyorganisation at skære mere end 60 forskellige idrætter over én kam, men det virker til, at det er det, man har gjort. F.eks. kan idrætter med og uden kropskontakt næppe have ensrettede anbefalinger, når det gælder smitterisiko. Overordnet set må det være målet, at alle idrætter hurtigst muligt kommer i gang igen, og det gør de ikke uden en vis grad af forståelse for den enkelte idræt, når der laves anbefalinger. Hertil har DRF naturligvis tilbudt vores hjælp ift. ridesporten.
Det er DRFs klare forventning, at DIF fremadrettet lægger et massivt pres på regeringen på vegne af al idræt i Danmark, især med henblik på at få defineret ’store forsamlinger’. Kun på den måde kan vi afstemme forventninger med vores medlemmer i forhold til hvornår og i hvilket omfang ridesporten – og andre udendørsidrætter for den sags skyld – kan begynde at åbne for aktiviteter igen.
Hvordan ser fremtiden så ud?
En af de største udfordringer, vi står over for, er at få plads i kalenderen til alle de stævner, som er blevet aflyst. Mit bedste bud er, at det ikke kan lade sig gøre for alle, for vi ved jo stadig ikke, hvor længe der går, før der igen kan åbnes op for stævner. Jo længere krisen varer, jo mere umuligt bliver det at finde nye datoer for de aflyste stævner, som blot vil stige i antal. Dette gælder såvel nationalt som internationalt. Se blot på de olympiske lege, som er udsat til næste år. Som konsekvens heraf bliver der ikke EM for seniorer i de olympiske discipliner, og således kan man blive ved. Løser man et problem i kalenderen, laver man blot flere nye.
Lige nu er vi så småt begyndt at lukke Danmark op, men vi mangler fortsat mange informationer. Mest presserende lige nu er det at få svar på, hvordan større forsamlinger defineres. Er det 10, 100, 1000 eller 10.000, der er max? Dette er jo helt afgørende for, hvordan vi skal planlægge. Her forventer vi som sagt, at DIF kommer på banen og afkræver regeringen et konkret svar.
Vi har hørt, at der først åbnes op for større forsamlinger sidst i august. I praksis kan dette meget vel betyde, at udendørssæsonen 2020 er mere eller mindre tabt, for man skal huske på, at det jo også skal være muligt at forberede sig, inden der lukkes op for stævner. På den internationale scene skal man ydermere forholde sig til lovgivningen i de enkelte lande. Hvis det er tilladt i Danmark men ikke i f.eks. Tyskland, nytter det ikke at samles i konkurrence.
Min mavefornemmelse siger, at vi inden sommerferien kan afvikle stævner på C og D niveau, men at de store seniormesterskaber og internationale stævner først er på banen i september.
Jeg ville gerne være mere optimistisk, og derfor håber jeg også, at jeg i denne sag tager fejl.
God sommer
Ulf
