Hvorfor er de ikke til start i DM?

07-06-2018 16:25

Britt Carlsen

Det danske mesterskab for seniorer er nu startet 23 deltagere er i år på startlisten, men der mangler nogle

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour, Agnete Kirk Thinggaard og Anders Dahl på podiet ved DM sidste år.

Det er et særdeles spændende felt, som i dag og de kommende dage tørner sammen ved DM i dressur på Broholm. I dag rides Grand Prix, fredag rides Grand Prix Special, så har heste og ryttere hviledag lørdag, og kl. 16 søndag rides den afgørende kür med 15 deltagere.

Feltet består af nye og velkendte par med den regerende mester Cathrine Dufour som favorit til titlen. Sammen med Atterupgaards Cassidy kan hun blive den 11. rytter i rækken af de senere års mesterskabsvindere, som kan score hattrick. Cathrine præsterer bedst under pres, og hun bliver formodentlig sat under et gevaldigt pres af Daniel Bachmann Andersen, som med Blue Hors Zack og hans søn Zepter har vist en forrygende opadgående formkurve. Senest var det en udpræget nydelse at se Daniel ride Blue Hors Zepter ved det internationale stævne Equitour i Uggerhalne. Anna Kasprzak har bare holdt fire ugers barsel, så med baby Ella i barnevognen på sidelinjen er hun DM-klar med Rock Star.

Sidste års podiepladser blev indtaget af Cathrine Dufour, Agnete Kirk Thinggaard og Anders Dahl. Anders Dahl er igen at finde på startlisten i mesterskabet, mens Agnete ikke er blevet DM-klar i år. Hun må følge sine kolleger fra sidelinjen, men det er eget valg, som hun understreger: - Orthilia er i fuldt arbejde og samarbejdet mellem os går bare fremad.
Efter start i det internationale stævner under Dansk Varmblods hingstekåring valgte Agnete at melde ud, at hun og Orthilia ikke var klar til at kæmpe om en landsholdsplads i år. Deres samarbejde skal udvikle sig mere, og det er godt på vej, bekræfter hun. - Nu har vi haft noget arbejdsro, så vi kommer stærkt igen. Jeg elsker det, og jeg vil så gerne være med, men jeg vil også gøre det godt, fortsætter hun. Sammen med Jo Jo Az har hun fejret store triumfer, hvor hun bl.a. sidste år brød den magiske 80% grænse i kür ved DM og var med på det sølvvindende hold ved EM. Nu var det så tid til at skifte fokus mod de yngre heste, som bl.a. også tæller Bundgaard Byg vinderen Zick Flower. Derfor har hendes mand, berider Claus Thinggaard overtaget Jo Jo for at få noget Grand Prix-rutine. - Det er sjovt at se Jo Jo med en anden rytter og det går rigtig godt, fortæller Agnete. 

Se resultat og startlisten HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner