Hvordan håndteres Herpesvirus-1 i Danmark?

04-03-2021 15:03

Som følge af udbruddet af den aggressive Herpesvirus-1 (EHV1) i Europa, får DRF mange henvendelser omkring, hvordan situationen håndteres i Danmark pt., samt hvordan man som dansk rytter skal forholde sig til f.eks. stævnedeltagelse. Derfor har de nu samlet de relevante informationer ét sted, så de er så lette som muligt at tilgå, og så der ikke opstår tvivl om, hvad der er gældende

Copyright Ridehesten.com
Foto: Shutterstock

Hvordan er reglerne for karantæne ift. Herpesvirus-1 (EHV1)?
Jævnfør DRF's Fælles Bestemmelser gælder følgende regler for karantæne i forbindelse med udbrud af Herpesvirus-1 (EHV1). Vær opmærksom på, at der er særligt skærpede krav til karantæneperioden i den nuværende situation:

  • Karantæne minimum 28 dage fra sidste hest er raskmeldt (Ingen til- eller afgang af heste til stalden).
  • Isoler syge heste, så vidt muligt.
  • Temperaturtagning morgen og aften.
  • Desinfektion og tøjskift for alle med kontakt til stalden.
  • Desinfektion af udstyr og staldoverflader inden genåbning af stalden.
  • Skriftlig plan for ophør af karantæne før genoptagelse af deltagelse i samlinger.

OBS! I forbindelse med det nuværende udbrud af Herpesvirus-1 i Europa er der krav om 28 dages karantæne i stedet for 21. Læs mere nedenfor.

Er der særligt krav om 28 dages karantæne på nuværende tidspunkt?
Ja, det er der. Da Herpesvirus-1 er en særdeles aggressiv version af virussen og har en lang inkubationstid (helt op til 28 dage), skal alle heste, der i de kommende uger ankommer til Danmark fra andre lande i Europa, i 28 dages karantæne. Opstalder man ved hjemkomst sin hest sammen med andre heste, er det ikke nok blot at isolere sin hest – her vil karantænen også gælde alle andre heste på matriklen, hvor den pågældende hest er opstaldet.

Må heste i karantæne starte danske stævner?
Nej, det må de ikke. DRF har fuldt overblik over alle ryttere, der siden 1. februar har været til stævner i Europa, og disse er blevet kontaktet og informeret om kravet til 28 dages karantæne ved hjemkomst. Derudover holder vi naturligvis øje med, at heste i karantæne ikke meldes til danske stævner i den kommende tid, og skulle det ske, bliver rytterne kontaktet med det samme og får at vide, at de ikke må stille til start. De vil altså ikke kunne få lov til at møde op på stævnepladsen. På den måde sikrer vi, at smitten ikke bliver bragt med ud til danske stævner. 

Det er ikke muligt for os at kontrollere, om heste fra stalde i karantæne, som ikke selv har været i udlandet at ride, melder til start ved danske stævner. I den forbindelse appellerer vi derfor - som vi altid gør, når der er udbrud af smitsomme sygdomme blandt heste i Danmark - kraftigt til, at ALLE overholder den påkrævede karantæne. 

Er det forsvarligt at afvikle og deltage i danske stævner på nuværende tidspunkt?
Ja, det er det. DRF følger situationen nøje, og det er vores vurdering - på baggrund af rådgivning fra vores veterinærkonsulent - at det er forsvarligt at afvikle stævner på trods af herpesudbruddet i Europa, da der løbende tages alle nødvendige foranstaltninger ift. karantæne mm. Derfor bør man som rytter ikke være bekymret for at deltage i danske stævner på nuværende tidspunkt. Skulle dette ændre sig, melder vi naturligvis dette ud officielt.  

Senest opdateret den 3. marts 2021

/DRF

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner