Thomas Bach Jensen
Når Dansk Varmblod åbner dørene til Eliteskuet i dagene 5. - 7. september 2008 på Danmarks nationale hestesportscenter, Vilhelmsborg, så mødes landets bedste unge hopper og føl fra Dansk Varmblod og Dansk Sports Ponyavl. I alt 70 nykårede Dansk Varmblods hopper deltager i kampen om medaljerne. Hopperne bliver vist for dommerne lørdag eller søndag i springning eller gangarter og møder søndag fra kl. 12.05 til uddeling af opdrættermedaljer i bronze og sølv. Her udvælges et antal hopper til guldfinalen begyndende søndag kl. 15.25 med udnævnelse af årets hopper. Poul Graugaard, medlem af Dansk Varmblods avlsledelse, betegner årgangen af dressurbetonede hopper som kendetegnet af mange forskellige fædre, hvor man sidste år så en enkelt faderhingst, der dominerede billedet. - Sidste år skilte særligt én hoppe sig ud fra mængden, men i år tegner der sig et billede af 4-5 dressurbetonede hopper med suveræne gangarter og ridelighed. - Årgangens springbetonede hopper giver mig en helt klar oplevelse af, at den målrettede fokus på springhesteavlen har givet bonus. Vi kan år for år se, at Dansk Varmblods springheste bliver bedre og bedre. Typemæssigt er de blevet mere ensartede og de er ikke blot kendetegnet af fremragende springegenskaber men også en super galop med stor balance.