Britt Carlsen
I dag samler interessen sig først og fremmest om dressurstadion i Falsterbo, hvor der er finaler for både de 5- og 6-årige dressurheste i Folksam Scandinavian Open.
5-års finalen starter kl. 14,15 og her har vi tre danske ryttere til start: Michæl Søgaard og DV-hesten Slæbækgårds Santino e. Sir Donnerhall, Ditte Gilkær og oldenburgeren Face-Lift e. Florencio samt trakehneren Litvinenko Sjælstofte e. Imperio redet af Anne Troensegaard, hun er tættest på at true de to førende svenske ryttere Anna Svanberg og Emilie Nyreröd, der begge rider afkom efter den danske varmblodshingst Skovens Rafæl.
Kl. 16.30 starter finalen for 6-års heste og her var Sanne Henningsen og Per Sjærbæk placeret som hhv. et og to i kvalifikationen. Sanne på Dancer Khan og Per på Campari desunden fik Stine Dössig Lehmanns Lilo adgang til finalen blandt de 10 bedste efter kvalifikationen.
Det begynder dog tidligt på dressurstation, idet CDI3* Grand Prix starter og slutter med danske ekvipager: Rikke Dupont og Dejavu åbner klassen kl. 9 og Nathalie zu Sayn-Wittgenstein og Fabienne er klassens sidste ekvipage med starttid kl. 11.16.
På springbanen indledes de internationale springklasser her kl. 9 med en 1,45 m springning med deltagelse af Andreas Schou og Thomas Sandgaard, de er Danmarks repræsentanter i Falsterbo i år. I pony Grand Prix finalen kl. 12.30 har vi to repræsentanter til start: Cecilie Nathalie Schack Lord og Clara Hallundbæk. Og i Young Rider Grand Prix finalen starter Martin Neergaard og Emil Hallundbæk på hhv Zilardo og Catoki.
Kl. 15 er der så kvalifikation til Longines Grand Prix på søndag og her skal Thomas Sandgaard og Andreas Schou forsøge at ride den første kvalifikation i hus.
Alt i alt en travl dag i Falsterbo hvor der desuden er opvisning af Paso Peruano, et Lusitano Grand Prix show, Islandsheste clinic med Johanna Elgholm, hunde agility, kørsel med Siberian Husky, interview med Tobbe Larsson og en gigantisk messe.