Husk alle dokumenter når du kører hest til Herning

08-03-2022 09:31

Annika Knudsen Lorentsen

Politiet har meldt deres ankomst i forbindelse med Hingstekåringen i Herning, og her vil de tjekke om alle overholder de forskellige regler der er i forbindelse med blandt andet transport af dyr. Her får du en tjekliste, som kan hjælpe dig med at huske, hvad du skal have med

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Maria Schacht
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods Hingstekåring starter i morgen, og i dag ankommer en stor del af deltagerne med deres heste. Her er det vigtigt, at man har styr på reglerne omkring dyretransport mm., hvis man vil undgå bøder, når politiet gennemgår de mange vogntog der ankommer. 

Arrangørerne har i samarbejde med SEGES lavet en tjekliste, som skal hjælpe deltagerne med, hvad de skal have styr på, og hvilke papirere de skal have med. Se hele dokumentet fra arrangørerne nedenfor.

"Igen i år vil Dansk Politi etablere transportkontrol i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring. Det er i den forbindelse vigtigt, at du har styr på krav og dokumenter i forbindelse med transport af heste. Dansk Varmblod har i samarbejde med SEGES Heste lavet en tjekliste over, hvad du skal have med dig og være opmærksom på.

Der må ikke være løst gods under transporten og hesten skal kunne stå i naturlig stilling i enkeltboks. Bokslængde skal være minimum 1,5 x stangmål.

Uanset karakteren af din transport skal du altid medbringe:

  • Originalt hestepas på alle heste i transporten
  • Registreringsattester på hele vogntoget

Kører du transport i ”ikke økonomisk virksomhed” er der ingen krav om transportdokument, autorisation, kompetencebevis og godkendelse af køretøj til dyretransport - uanset afstand. Transport af heste til deltagelse i show eller championatsklasser ved Hingstekåringen vil som hovedregel ikke i sig selv karakteriseres som ”økonomisk virksomhed”. Husk du kan være omfattet af ”økonomisk virksomhed” af andre årsager, fx i forbindelse med erhverv.

Deltagelse i internationale FEI-klasser anses derimod som hovedregel for ”økonomisk virksomhed”.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Transport af hingste til deltagelse i hingstekåringen anses også som hovedregel for transport i ”økonomisk virksomhed”, og i den forbindelse træder en række yderligere krav til transportøren og transporten i kraft.

Ved transport i ”økonomisk virksomhed” skal således også medbringes:

  • Transportdokument (oplysninger om ejer, afgangssted og tidspunkt, bestemmelsessted og transportens forventede varighed)
  • Godkendelsescertifikat for transportmiddel til dyretransport (Erhverves i synshal. Gyldigt i 5 år) Ved transport i økonomisk virksomhed, over 65 km medbring altid:
  • Kompetencebevis
  • Autorisation udstedt af Fødevarestyrelsen (Gyldig i 5 år)

Køre/hviletidsreglerne gælder ved erhverv for biler/vogntog med tilladt totalvægt over 3500 kg, og ved ikke-erhverv for biler/vogntog med tilladt totalvægt over 7500 kg. 

Hvis du transporterer andres dyr, mod betaling, er det vognmandskørsel og kræver vognmandstilladelse, hvis vogntogets samlede tilladte totalvægt er over 3500 kg. Det er dog væsentligt at køretøjer, der bruges til at transportere materiel og udstyr (heste), som føreren skal bruge til at udøve sit egentlige erhverv (træner, berider etc.), ikke kategoriseres som vognmandskørsel. Hvis du har en hest i træning eller opstaldet, kan transporten således være en del af din firmaaktivitet og kræver ikke vognmandstilladelse.

Husk at overholde vægtgrænser for vogntoget. Vi ved at der i den seneste tid har været særlig fokus på dette, især vedr. 2 hestes lastbiler med en totalvægt på max 3500 kg.

Hvis du transporterer din hest fra udlandet, så skal du være opmærksom på krav om TRACES Sundhedscertifikat. Ved transport afviklet indenfor de nordiske lande, med det formål at deltage i stævner og kåringer, gælder en særlig nordisk aftale, hvor der ikke stilles krav om TRACES og sundhedscertifikat.

Hvis du er opmærksom på disse punkter, er du godt forberedt på politiets kontrol.

Vi glæder os til at se dig."

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner