Britt Carlsen
Dagen begyndte tidligt i Tørring Rideklub, hvor championatet for 4-års heste startede kl. 8, men det var også en nødvendighed med 65 startende ekvipager.
10 ekvipager i klassen for 4-års heste nåede over de magiske 8,0 points. Det blev også til en dobbeltsejr til Allan Grøn og de to kårede avlshingste fra Blue Hors, Blue Hors Zatchmo e. Blue hors Zack og Blue Hors Erlando e. Jazz - de to hingste opnåede henholdsvis 8,78 og 8,42. Zachmo scorede klassens enlige 9-tal for hingstens fremragende ridelighed.
Der var flere særdeles velgående heste iblandt de placerede, som f.eks. Risvangs Minilla e. Desperados redet ind på tredjepladsen af Helle Ibh med 8,24 points.
Der stod også Blue Hors på førstepladsen i holdet for 5-års heste, hvor der var ialt 35 ekvipager til start. I lighed med den foregående klasse blev det også til dobbeltsejr i klassen for 5-års heste, da Blue Hors berider Maik Kohlschmidt sejrede med Quaterback-sønnen Quiet Please med 8,88 points foran Zick-Zack Toftegård e. Blue Hors Zack der opnåede 8,8 points. Begge heste fik et 9-tal for kapacitet, og det samme tilfaldt Don-Romano Foldager e. Blue Hors Don Romantic på tredjepladsen redet af Camilla Moe Thorup til 8,74 points. Ialt 12 ekvipager nåede over 8,0 points.
Klassen for 6-års heste havde 11 startende, og også i denne klasse blev de til sejr til en avlshingst, Bøgegårdens Boney M e. Belissimo M redet af Matthias Tourbier til 8,72 points. Andenpladsen tilfaldt Margit Ørum og Klosterhedens Zelecktion e. Zorro Son med 7,78 og efterfulgt af Mette Sørensen med Don Scherif e. Blue Hors Don Romantic der opnåede 7,68.