Hingstekåringen frikendt som årsag til coronasmitte i Herning!

24-04-2020 07:51

Britt Carlsen

En forskergruppe har nu klarlagt, hvorfor Herning var den kommune vest for Sjælland med flest indlagte som følge af Covid-19 i forhold til indbyggertal - Hingstekåringen har været nævnt som årsag, men det er ikke tilfældet

Copyright Ridehesten.com
Foto; Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

En gruppe forskere har siden den 26. marts undersøgt, hvorfor Herning var så hårdt ramt af coronasmittede i forhold til resten af landet (Sjælland undtaget). Til Avisen Danmark udtalte virolog Allan Randrup Thomsen, at han vurderede Dansk Varmblods Hingstekåring i MCH Messecenter Herning som en sandsynlig smittekilde. Som det vel er de fleste bekendt eksploderede dagspressen i spekulationer omkring dette i dagene efter. Nu er der endelig kommet evidens for, hvad årsagen er, og den frikender hingstekåringen som mulig smittekilde.

Undersøgelsen peger nemlig på, at der er flere smittekilder. – De første data viser, at der er tale om et sammensat og varieret smittebillede, hvor både udlandsrejser, deltagelse i arrangementer og især fysisk kontakt med en Covid-19 positiv person udgør de sandsynlige smittekilder, fortæller en af forskerne bag undersøgelsen, forskningskoordinerende lede overlæge Annette Haagerup til DR.

Og af undersøgelsen fremgår det, at smitten skete allerede i slutningen af februar, altså meget før Dansk Varmblods hingstekåring i Herning fra den 4. - 8. marts. - Vores undersøgelse viser, at den store gruppe af de tidligste patienter, vi fik indlagt i starten af marts, med stor sandsynlighed er blevet smittet i slutningen af februar, siger Annette Haagerup.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner