Nina Marie Villadsen
Målet havde fra start været ca. 75 starter, men da fredags stævne var omme, havde omkring 245 starter været igennem banen med godt 700 tilskuere på stævnepladsen til at bakke op.
Springstævnet blev afviklet som del af eventen Aalborg Store Pris, som løb af stablen den 19. - 21. september på NKI Racing Arena Aalborg. Navnet Aalborg Store Pris er oprindeligt titlen på den Derby Revanche i travløb, som afvikles om søndagen og begivenheden har altid været væddeløbsbanens ubestridt største på året. Men de seneste år har man udvidet med nye tiltag også, og i år altså bl.a. med dette springstævne med Hjørring Rideklub som teknisk arrangør.
- Jeg var ikke et sekund i tvivl om at vi både kunne og gerne ville løfte opgaven, da vi i sin tid blev forelagt ideen, siger Lone Bang fra Hjørring Rideklub. - Det er jo en unik mulighed for at bygge bro mellem de to grene af hestesport, og der vil altid være en synergieffekt vi hver især kan drage fordel af.
Med en erfaren stævnearrangør i ryggen og stor sponsoropbakning blev planerne derfor ført ud i livet i fredags. Og tilslutningen var så massiv at stævnet tilmed blev afviklet på 2 parallelle baner samtidig og det er første gang i Danmarkshistorien det er set på en væddeløbsbane. Og den store tilslutning kom bag på både Hjørring Rideklub og NKI Racing Arena Aalborg. - Jeg må indrømme jeg står og niver mig selv lidt i armen her, siger Kira Clausen fra NKI Racing Arenas bestyrelse. - Vi er simpelthen så beærede over hvorledes alle, både ryttere, hjælpere, sponsorer m.v., har bakket op om dette stævne og vi håber vi har fået bevist vi ikke "bare" er en væddeløbsbane, men en arena for hestesport, som rummer en masse alternative muligheder også.
Badet i den gyldne sensommersol blev der først afviklet en LB2** og LA1* warm up klasse på banerne. Herefter gik selve cuppen i gang, og efter skarp konkurrence kunne historiens første vindere af Aalborg Store Pris i LA2** spring kåres. For kat. 2 & 3 løb Vinni Pallisgaard på Moonlight Magic med titlen og for kat. 1 blev det Pernille Harritslev Dam Christoffersen på Runehøjs Rocco. For heste vandt Rikke Mortensen med Haldgårdens Comewon.
- Vi betragter stævnet som en absolut succes og skal nu i gang med en samlet evaluering. Det er absolut ikke udelukket vi vil se på permanente tiltag, så vi kan levere faciliteter til afvikling af den slags begivenheder i fremtiden som supplement til vores kerneforretning, siger Kira Clausen.
Denne holdning deler banens direktør Michael Korfitsen, der kan se tilbage på en hestesports weekend der på alle området har været storslået.
- Her mandag morgen går jeg med armene over hovedet, og et stort smil på læben over det vellykkede Aalborg Store Pris arrangement, som vi netop har veloverstået over 3 dage. Vi har jf. vores strategiplan, som vi udarbejdede i 2011, haft et stort ønske om at udvikle vores væddeløbsbane, og det går bestemt i den rigtige retning på en hel række områder, hvilket denne weekend med alt tydelighed viser, siger Michael Korfitsen.
- Ingen tvivl om, at vores kerneområde er at afvikle hestevæddeløb, men vi har en drøm om at integrere andre hestesegmenter, da vi har fantastiske rammer til at afvikle andre former for events, kåringer og stævner af enhver art, ja næsten kun fantasien sætter grænser for fremtidens aktiviteter, fortsætter Michael Korfitsen.
- Springstævnet fredag var jo en kæmpe succes med 245 starter, som Lone Bang og Kira Clausen har været dygtige tovholdere på, og rart at de aktive og publikum har synes om arrangementet.
Lørdagen var også fyldt med nye tiltag og aktiviteter. Kl. 9.35 var NKI Racing Arena direkte i DRP4 Nordjylland for at fortælle om banen og aktiviteter, hvor også en af stamgæsterne Leif Sørensen var repræsenteret. Kl. 10.30 klippede borgmester Thomas Kastrup Larsen snoren til de nye stalde og kl. 12.15 startede vi med at afvikle 8 travløb med hovedbegivenhederne Aalborg Store Pris Derbyrevanche for 4 årige hopper samt det nye Dubois løb forbeholdt for 2 årige heste, som blev overværet af godt 3.500 mennesker. Herefter var der fra kl. 15.00 – 17.00 hesteopvisninger af flere forskellige hesteracer, som virkelig faldt i manges smag inden en auktion over 70 heste blev sat i gang kl. 17.30 i et stort cirkustelt med i alt 320 VIP gæster til spisning, og yderligere godt 600 mennesker på plads. - Så summa summarum var vi også meget tilfreds med lørdagens aktiviteter, konstaterer Michael Korfitsen.
Søndag d. 21. september 2014 går over i historiebøgerne, ikke alene pga. 60 års jubilæet, men også fordi Aalborg Store Pris søndagen var meget velbesøgt. - I nyere tid, og her taler vi rigtig mange år, var der ny publikumsrekord med næsten 7.000 mennesker på plads, og vorherre var bestemt også med os weekenden over, så den her september weekend glemmer vi ikke foreløbig, men giver os samtidig blod på tanden til at fortsætte udviklingen, slutter Michael Korfitsen.
Kilde: pressemeddelelse