Georgia Timmermann
I starten var ordene få, og kameraet virkede en anelse overvældende, men så snart pigerne Catarina på 8 år og Claudia på 10 år havde vænnet sig til situationen, flød fortællingerne lystigt – særligt når snakken faldt på ponyerne.
I ridehallen fulgte vi pigernes træning, hvor de ivrigt viste, hvad de kunne. Der blev pustet, forklaret og fortalt i mikrofonerne, mens koncentrationen var tydelig. Afstande, tempo og ponyernes reaktioner blev nøje overvejet. Det var let at se, at pigerne allerede har en veludviklet forståelse for samspillet med hestene.
Kærligheden var ikke til at tage fejl af. Hestene er omdrejningspunktet. Det binder dem tæt sammen i en hverdag, hvor heste og mennesker er uadskilligt forbundet.
Et fælles liv med heste
Forældrene John og Malene har kendt hinanden i 16 år og er gift. De fejrer kobberbryllup i februar og inviterer i den forbindelse til åbent hus på deres ejendom. De mødte hinanden på Sjælland, hvor de begge kommer fra, og hvor Malenes familie havde en stærk hestetradition. Det lå derfor næsten i kortene, at Malene skulle have sin første pony – en gave fra morfar på hendes dåbsdag.
Allerede som 11-årig red Malene jagter på sin 3’er pony. Karrieren stoppede dog brat efter et styrt lige foran hendes mor blandt tilskuerne:
– Det var ellers mega sjovt, fortæller Malene og husker især ponyen, der aldrig ville springe vand, men i stedet løb langs kanten af magasin-dammen, hvor der lå is, fortæller hun.
John havde ingen erfaring med heste, da parret mødte hinanden:
– Kort tid efter vi lærte hinanden at kende, red jeg i fuld galop, fortæller John med et grin og tilføjer, at han aldrig har redet siden. Malene husker det dog lidt anderledes, hvor han ifølge hende blev trukket stille og roligt i skridt gennem ridehallen.
John har et fuldtidsjob i Søværnet, men hestene er alligevel kommet tæt ind på livet af ham. Han deltager i mange stævner, særligt dem med overnatning og kan i dag også sadle op til husbehov.
Med to piger, der rider stævner næsten hver weekend, har familien investeret i en lastbil, hvor alle fire kan sove. Det er blevet en fast familietradition – og en naturlig del af deres liv. Hør John fortælle med egne ord om det at være blevet ponyfar.
Drømmen fortsat på Fyn
For lidt over fem år siden købte familien en ejendom i Blommenslyst på Fyn. Beslutningen kom efter næsten at have købt en anden ejendom, men da Malenes tidligere træner, Kim Kjærgaard, satte ejendommen til salg, faldt det hele på plads.
– Det var vores drøm. Beliggenheden er fantastisk, og samtidig er det billigere at bo på Fyn, fortæller Malene, der også fremhæver de mange stævnemuligheder vest for Storebælt.
Ved siden af sit arbejde som handicaphjælper driver Malene i dag hestene som deltidsvirksomhed med træning, opstaldning og køb og salg af ponyer og heste op til Grand Prix-niveau. Et job med fleksible arbejdstider, som passer godt ind i familiens hesteliv. Malene har selv været aktiv ponyrytter og deltog på landsholdet hvert år fra hun var 12 til 21 år. Hør hende fortælle om sporten og sine oplevelser i videoen nedenfor:
Ponyer, drømme og hverdagsliv
Claudia på 10 år og Catarina på 8 år kan tydeligt huske deres første ponyer – shetlænderne Maja og Mille. I dag bytter de ponyer, og efterhånden som pigerne bliver ældre og dygtigere, sælges ponyerne også løbende, selvom det ikke altid er let.
– Jeg vil helst ikke sælge, siger Claudia dog ærligt.
Pigerne elsker skovture, spring og at ride uden sadel. De rider mellem to og fire heste om dagen – dog ikke om onsdagen, hvor der er gymnastik.
Claudia drømmer om en dag at ride store klasser på store heste og har allerede sprunget på stor hest. Catarina drømmer om at springe højt og rider i øjeblikket LA til stævner. Skole og venner kombineres fint med hestelivet.
Hør 10-årige Claudia fortælle om glæden ved at ride næsten hver dag.
Heste for livet
På videoen rider Claudia ponyen Dina, som hun rider MB på.
– Jeg kan godt lide at ride hurtigt. Fart er fedt, fortæller hun og nævner Bernstorffsparken som sit yndlingsstævne, ikke mindst fordi mormor og morfar var mødt op. Det er også Malenes gamle klub, som Malene fortsat rider for, selvom pigerne i dag også er medlem af en fynsk rideklub.
Catarina rider på sin 13-årige pony Rakkie – også kaldet “Raketten”.
– Han er bare sød og kan godt lide at blive redet og få godbidder, fortæller hun. Hør 8-årige Catarina fortælle om Rakkie og livet med ponyerne i videoen nedenfor.
Malenes kærlighed til hestene og sporten
Malene har altid haft hestene tæt på sig – først som gave fra morfar, siden som en livslang passion.
– Jeg har aldrig valgt hestene selv, men jeg er kommet til at elske sporten, og jeg kan simpelthen ikke slippe hestene. De holder fast i én, siger Malene.
– Heste er fantastiske at være sammen med og arbejde med. Det er en blanding af glæde, udfordring og samvær, og når man først har haft dem tæt på livet, er der ingen vej tilbage.
Hør Malene fortælle om, hvordan drømme, ambitioner og familie hænger sammen på deres hestested på Fyn.
Malene underviser pigerne næsten dagligt, og det er tydeligt, at de hurtigt har lært både ridning og respekt for hestene. Pigerne er optaget af at forstå ponyernes signaler og reaktioner – både i og uden for sadlen.
– Det kick, man får, når en klasse lykkes, samværet i hverdagen og det at kunne gøre det her sammen som familie – det er det hele værd, afslutter Malene.
Familien er heldige at få sponsoreret produkter og nyder fordelagtige aftaler med blandt andre Absolute Horse Foder og Broholm Trading – især sikkerhedsvestene, som familien bruger flittigt. Derudover samarbejder de med Cavaleros og Rema 1000 i Korup.
Hos familien Lykke Nielsen er hestene ikke bare en sport. De er blevet en livsstil – og noget, man aldrig slipper igen, når hestene først har fået greb om én.