Cecilia Lindahl
I de flotte, murede stalde er der plads til 45 heste. En springbane, en dressurbane og et stort ridehus samt en rotunde giver gode betingelser for den daglige træning. Salgshestene er hovedsagelig fra fire til syv-otte år samt enkelte ældre heste, som kommer ind til salg.
Sanne oplever, at kunderne i højere grad søger veluddannede heste, som er ridbare og arbejdsvillige: problemløse heste, der giver deres nye ejere en god oplevelse.
- Jeg skal have lavet hestene, så de er snorlige og problemfrie, og det kræver nogle flere timer i ridehuset for at nå dertil. Mange vil gerne hurtigt til start ved stævner, men de fleste er også gode til at søge professionel hjælp til træningen.
Sanne har flere gange redet heste frem til Grand Prix-niveau, hvorefter de er solgt til andre ryttere.
Det rette match
Sanne kender sine heste godt, og derfor er hun meget væsentlig i en handelssituation, for hun og Klaus er meget opmærksomme på, at hest og rytter skal være et godt match. Er de det, så får hestene det godt ved deres nye ejere.
- Hest og rytter skal passe sammen, uanset hestens alder. De skal passe sammen temperamentsmæssigt og i forhold til uddannelsesniveau. Jeg kunne aldrig finde på at fortælle en nervøs rytter, at vedkommende er et godt match med en temperamentsfuld hest og lignende. Jeg er ikke selv den modigste person, så jeg ved godt, hvordan det føles, når man ikke synes det er sjovt. Man skal som rytter søge efter at få en god ridetur, så ofte som muligt, også for hestens skyld.
Du kan læse meget mere om Sanne Henningsen i dette nummer af magasinet Ridehesten