Marie Helene Rigård Rohleder
Agria DRF-mesterskab i dressur for klubhold på pony afvikles i denne weekend hos Frederikshavn Rideklub.
Finalerne rides i morgen (søndag), men efter de indledende klasser har ponyrytterne fra Herning Rideklub lagt sig solidt i spidsen med et samlet antal point på 224.026 point.
På holdet fra Herning rider landsholdsrytter Sophia Boje Obel Jørgensen med superponyen Adriano B. For blot et par uger siden vandt ekvipagen 3x sølvmedaljer ved EM i Ungarn for ponydressur. De vandt både holdsølv og blev placeret som nummer to i både den individuelle konkurrence og i küren.
Men holdet fra Herning Rideklub kan også bryste sig af en anden landsholdsrytter, nemlig Nathalie Thomassen og Lykkeshøjs Dream of Dornik, som også var med til at vinde holdsølv ved EM i Ungarn.
Det rene girlpower hold fra Herning består også af Isabella Struntze Torp med Prince, og Jasmin Struntze Torp på Ine.
Den foreløbige andenplads tager holdet fra Sportsrideklubben sig af med 218.531 point, og tredjepladsen ligger lige nu hos Slagelse Rideklub med samlet 218.086 point.
På trods af et par voldsomme regnbyger så er landstævnet i Frederikshavn Rideklub forløbet helt efter bogen. Det fortæller Katja Horsager, som er frivillig i sekretariatet, til ridehesten.com.
– Vi har haft en rigtig god dag. Det er jo ikke så mange publikummer, som det plejer, men vi har haft rigtig god stemning, og alle har været gode til at give en hjælpende hånd med, hvor der har været brug for det, siger Katja Horsager.
Se resultaterne her.