Her holdes Nations Cup i 1. division 2022

19-12-2021 06:58

Annika Knudsen Lorentsen

Det bliver uden Danmark til start, når en række lande i 2022 skal konkurrere i første division i springning ved en række Nations Cup-stævner. Her får du overblikket over hvilke lande, der er med i første division, og hvor stævnerne i rækken afholdes i 2022

Copyright Ridehesten.com
Maikel van der Vleuten og Beauville, som var på det vindende hold i 2021. Foto: FEI/Lukasz Kowalski

Det er nu bekræftet, hvor der holdes Longines FEI Jumping Nations Cup™ for den europæiske første division i springning 2022. Her skal 10 nationer kæmpe mod hinanden om de eftertragtede pladser, som de syv bedste hold får til finalen. Finalen afholdes i Barcelona, og her skal de syv nationer op imod nationer fra de andre kontinenter, så der i alt kan være op til 17 hold i finalen. 

De ti europæiske nationer, der er med i første division er Tjekkiet, Holland, Belgien, Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Irland, Norge, Schweiz og Sverige. Italien er rykket ned, mens det er Tjekkiet, der er rykket op. De europæiske nationer, der ikke er i første division, konkurrere i EEF Series, og det er her Danmark skal kæmpe om at rykke op i første division i 2023. 

Copyright Ridehesten.com
Den hollandske hold der fejrede deres sejr i finalen 2021. Foto: FEI/Lukasz Kowalski

Stævnerne i første division 2022 afholdes på følgende lokationer:

  • St. Gallen den 3.-6. juni 2022
  • Sopot den 9.-12. juni 2022
  • Rotterdam den 23.-26. juni 2022
  • Falsterbo den 14.-17. juli 2022
  • Hickstead den 27.-31. juli 2022
  • Dublin den 17.-21. august 2022

Hver nation har mulighed for at hente point ved fire af stævnerne, som er tildelt den enkelte nation. Ved stævnerne i første divison er det også muligt for nationer uden for divisionen at deltage, såfremt de bliver inviteret. De kan ikke samle point i divisionen, men fortsat ride om sejren i Nations Cuppen. Det betyder, at det danske landshold muligvis kan komme til start ved et eller flere af ovenstående stævner. 

Se alle planlagte Nations Cup-stævner 2022. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner