Helgstrands Jovian er død

05-09-2025 10:32

Annika Knudsen Lorentsen

Helgstrand Dressage har netop meddelt, at den succesfulde hingst Jovian, der blandt andet har gået EM så sent som i sidste uge, er død

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian ved EM 2023. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I en pressemeddelelse fortæller Helgstrand Dressage, at Jovian er død. De skriver følgende:

"Det er med dyb sorg, at vi må meddele, at vores elskede dobbelte verdensmester og internationale top-hingst 11-årige Jovian er død.

Efter hjemkomsten fra Europamesterskaberne fik Jovian nogle velfortjente fridage. På baggrund af lange og grundige overvejelser besluttede vi at kastrere ham, men under indgrebet opstod der desværre komplikationer. Trods dyrlægernes ihærdige indsats stod hans liv ikke til at redde.

Dette efterlader hele Helgstrand Dressage i dyb sorg – og i særdeleshed hans rytter, Andreas Helgstrand, samt hans mangeårige groom, Mikala Krog, som begge har haft et nært og særligt bånd til Jovian gennem mange år.

Jovian har haft en enestående karriere og var en hest i en klasse for sig. Med sine majestætiske bevægelser og sin eksplosive udstråling tryllebandt han dressurverdenen og blev elsket af mange.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Han skrev sig ind i historien med sejre ved Ungheste-VM som både 5-års (med ikke mindre end fire 10-taller) og 7-års, hvor han satte rekord for den højeste score i mesterskabernes historie. Han har desuden bidraget til to danske bronzemedaljer ved Europamesterskaberne og opnåede topplaceringer i både CDI5* og World Cup-konkurrencer.

Som avlshingst nåede Jovian at sætte et tydeligt aftryk med et stort antal lovende afkom, der viderefører hans gener og arv.

Med Jovians bortgang har vi mistet staldens konge. Det er et uerstatteligt tab for os alle, men minderne om ham vil stå stærkt – både her hos Helgstrand Dressage og  hans mange fans."

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Jovian har siden ung betaget mange hesteinteresserede med sine enorme galop og flotte udstråling. Han vandt UVM både i 2019 og 2021, og siden har hans karriere taget fart med deltagelse ved EM for senior i både 2023 og 2025 med Andreas Helgstrand i sadlen.

Jovian har også været en attraktiv hingst i avlen, hvor mange har valgt at bruge hingsten til at udvikle deres avl. Jovian sluttede sin karriere med at være på det bronzevindende hold ved EM i dressur i franske Crozet i sidste uge. I 2023 var han ligeledes på det bronzevindende hold. 

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen