Christine Krogh Frausing
Skribent
I to år er Hesselhoej Downtown e. Hesselhøj Donkey Boy/ Blue Hors Zack (opdr. Hans Jørgen Hoeck) blevet redet af svenske Jeanna Högberg fra Helgstrand Dressage. Sidste år red hun DV-hingsten til en sejr ved UVM for 5-års heste, og i år lykkes hun igen med et fremvise hingsten flot, og red derfor en sølvmedalje for 6-års i hus.
Hingsten blev i år belønnet med 9,3 for trav og skridt, 9,0 for galop, 9,5 for ridelighed og 9,8 for kapacitet ved UVM. Nu er det tiden til at hingsten skal ud og fortsætte sin uddannelse under en ny rytter, da australske Rosalind Oatley har købt det unge talent til sit tyske barnebarn, Rose Oatley.
Rose Oatley er et velkendt navn på den internationale scene, hvor hun med palomino-vallakken, Daddy Moon, har tilføjet adskillige mesterskabstitler til CV’et, bl.a. dobbelt og tredobbelt Europamester i 2020 og 2021, mens hun i år har redet flotte resultater hjem som junior på Rock Revolution og Veneno.
– Rose har fået en rigtig god start som juniorrytter på Rock Revolution og Veneno. Men fordi, at det tager tid at opbygge et nyt makkerskab, har vi valgt at investere i en unghest, som hun kan lære at kende, sideløbende med, at hun fortsat konkurrerer de øvrige. Det er svært at finde gode uddannede heste, så derfor har vi søgt efter en god unghest, som hun selv kan være med til at forme. Der er ingen tvivl om, at Downtown har kapacitet til at nå langt i sporten med Rose, og samtidig virker han også til at have den rette indstilling og en fantastisk personlighed, fortæller Kristy Oatley, mor til Rose, der fik formidlet kontakten til Helgstrand af en god ven af huset, Udo Wagner.
Roses mor, Kristy, har redet et utal af sejre på Grand Prix-niveau i hus, taget mange mesterskabstitler, og har deltaget ved OL intet mindre en fire gange.
– Downtown har jo netop slået fast, at han hører til blandt de bedste ungheste i verden. Med tre imponerende gangarter, fantastisk ridelighed og et godt sind føler vi, at han passer godt til Rose. Selvom han stadig er lidt urutineret grundet sin alder, er Rose med sin familie og træner i de bedste hænder. Derfor glæder vi os rigtig meget til at følge dem – og vi er sikre på, at de en dag indtager de internationale baner med stor succes, siger Andreas Helgstrand.