Hegnet var i orden, da en pony blev trafikdræbt

30-12-2008 08:17
Lørdag 20. december kørte en uheldig bilist ind i en løstgående Shetlandspony på Ørbækvej i Gislev på Fyn, da den lille pony pludselig bevægede sig ud foran bilen.

Brian Fussing fra lokalpolitiet i Faaborg-Midtfyn udtalte, at ponyen var sluppet ud af sin nærliggende fold, og bilisten ingen chance havde for at undgå sammenstødet, der skete mens bilen kørte ca. 60 kilometer i timen. Ponyen døde kort efter sammenstødet af sine kvæstelser, men der skete ingen personskader ved uheldet. Ifølge lokalpolitiets første undersøgelser af hestefolden, var el-hegnet slukket og i generel dårlig stand. Men her er ponyens ejer, Irene Rasmussen, helt uenig. "Vi har selv kigget hegnet efter, og vi har endda haft venner ude at se, om de kan se noget, men der er ingen huller. Strømmen har vi også tjekket, og den virker fint", udtaler Irene Rasmussen og fortsætter: - "Jeg er da ked af, hvis nogen skulle have fået det indtryk, at jeg selv er skyld i, at min hest er stukket af og er død." Kilde: Fyens Stiftstidende

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner